4 år efter….

På torsdag er det 4 år siden. Det tog meget mere end to år. Jeg skrev bloggen fordi, jeg selv manglede noget eller nogen at spejle mig i. Nogen som havde stået i samme situation. I mangel af bedre måtte jeg spejle mig i mig selv.

Nu overvejer jeg at skrive en bog om emnet skilsmisse. Jeg tror, stadig at der er et behov. Jeg tror, at der er andre mennesker derude end jeg, som har brug for noget at klamre sig til, når det hele er ved at vælte.

Så, hvis det var dig, der stod midt i en skilsmisse – hvad ville du så have brug for eller lyst til at læse om? Skriv meget gerne en kommentar herunder eller en mail på desigerdettagertoaar@gmail.com

Tusind tak!

Udgivet i Uncategorized | 15 kommentarer

XXX

Jeg har grublet hele sommeren. Over hvordan jeg skulle markere den første toårsdag(jeg blev aldrig enig med mig selv om noget). Over om jeg skal fortsætte bloggen. Og i så fald hvordan. Jeg har besluttet mig for, at forsøge at fortsætte – om ikke andet midlertidigt – på Instagram. Som miniblog. I er meget velkommen til at følge. Søg på desigerdettagertoaar.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

# 204

Min første post-skilsmisse-flirt var objektivt set et virkelig dårlig match. Virkelig. Men taget i betragtning af, at jeg de sidste par måneder kun har kigget efter mænd, som er det absolut modsatte af min eks-mand, så var han perfekt. Helt perfekt. Helt perfekt uperfekt. Mandet på den helt rigtige måde. Noget med fodbold 6 gange om ugen. Manglende interesse for selvrefleksion. Manglende evne til at sætte ord på sine følelser. Absolut manglende interesse for at høre om mine.

Et virkelig dårlig match kunne ikke holde mig fra at blive besat af tanken om den mand. Tværtimod. Det var så helt igennem uperfekt perfekt. Og præcis som jeg blev det for min eksmand, da vi mødtes, blev perfekt uperfekt på ingen tid genstand for mit ønske om at skulle gøre det hele godt igen. Det Hele.

Jeg ville rumme alle hans uperfektheder. Jeg ville rumme mig egen oplagte angst for, at han ikke kunne tickes af på et eneste perfekt punkt. Når jeg endelig fik lov til at se ham, var jeg så urealistisk sød, at jeg selv fik ondt i tænderne. Der blev kun givet komplimenter. Hver gang jeg kunne mærke sarkastiske bemærkninger eller devaluerende observationer være på vej ud, lukkede jeg munden og bed mig selv hårdt i tungen.

Efter en måned fik en helt perfekt uperfekt pakke meget kolde fødder. På en helt perfekt uperfekt måde sagde han stop. Og nu lidt på afstand tænker jeg, om helt perfekt uperfekt måske var blevet hængende en måned mere, hvis det ikke kun havde været komplimenter. Hvis jeg nu ikke havde bidt tungen af mig selv, da jeg så billedet af chilierne i hans køkken. Hvis han ikke havde skulle være genstand for, at jeg kunne blive den bedste version af mig selv.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | 24 kommentarer

#184

Jeg er begyndt at tale med ham igen. Vist ikke bare til ham. Men med ham.

Af tre grunde.

En historie fra det virkelige liv gjorde mig smerteligt bevidst om, at det er mit eget valg, om jeg vil have min tidligere bedste ven i mit liv. Om jeg vil smide alt, hvad vi har haft ud. Eller om jeg vil samle de stumper og stykker, der stadig er og værne om de mange fine ting, vi faktisk havde. Om jeg vil have et menneske i mit liv, som jeg kan dele de gode og de svære ting ved børnene med. Ikke en veninde som forsøger at sætte sig i et sted. En helt andens sted. Men med en som er på præcis samme sted.

Jeg inviterede til våbenhvile. Og fordi han er, som han er, tog han imod. Heldigvis. Det føltes angstfyldt. Og ok på samme tid. Jeg kunne tænke det frem og tilbage og helt i stykker. Om det nu også virkelig var, det jeg følte for. Om jeg virkelig turde. At genoptage en relation, jeg ikke vidste, om jeg faktisk var klar til. Men det har jeg slet ikke tid til. Slet ikke. Det sørger 29 syvårige for. Det er en kæmpe gave.

Og måske vigtigst, så sørger mødet med andre mænd for, at jeg kan se min eksmand i øjnene. Og se ham som han er. Uden hele tiden at føle svigt. At føle jalousi. At føle mig afvist. Fordi det hjerte, der har været så mast. Det har ranket sig en smule. Det har sat sig selv i spil igen. Som et hjerte på 14. Og det går ikke særlig godt med det. Slet ikke. Men hjertet tør det. Og det gør det. Og dét betyder, at der er blevet plads til ham igen.

Og for hvad det er værd for det lille hjerte, der får så mange knubs, så er det en kæmpe gave, at have fået ham igen. Pakket meget velkendt og meget trygt ind.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 17 kommentarer

# 126

For to år siden var vi på sommerferie i Sverige. Eller, på en måde var jeg der alene. På en måde. For han var der ikke rigtig. Og jeg forstod det ikke helt. Jeg tænkte, at han havde det dårligt. At det havde noget med ham at gøre. Ikke os. Når han ikke rørte ved mig. Ikke talte til mig. Ikke så på mig. Eller det var i hvert fald sådan, det føltes. Jeg var lige blevet gravid. Og jeg følte mig så ensom og forkert.

Sidste år var sommerferien en ørkenvandring. I fornægtelse. Amning. Overlevelse.

De sidste fire uger har jeg sovet i tre forskellige sommerhuse. Og en feriekoloni. Med og uden børn. Fisket efter krabber. Råbt af  Vesterhavet. Lavet bål til den lyse morgen. Været besat af tanker om dem og deres håndværkere, der er ved at lave mit gamle hjem om til deres nye. Kysset og krammet svedige, ferielækre, beskidte børn. Været ved at blive sindssyg. Cyklet bakke op og bakke ned på Bornholm. Været på festival. Grædt så jeg troede, mine øjne skulle forsvinde. Været sammen med verdens bedste mennesker. Spist 1000 is. Grædt af savn. Efter ham. Foran ham. Under solbriller.

Set i lyset af de sidste to somre. Set dernede fra. Har denne ferie været de mest fantastiske fire uger i mit liv. Og i morgen starter endnu et nyt kapitel. Et nyt liv. Et nyt jeg.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , , | 19 kommentarer

# 109

– Jeg skal flytte. Det er faktisk blevet en realistisk mulighed at flytte. Det bliver så vildt!

– NEJ! Så er vi slet ikke sammen mere! Hvis ikke jeg bor i hans lejlighed. I hans møbler. I hans gamle liv

– Måske vi kunne flytte til N.V. Måske det ville være hyggeligt.

– NEJ!. Så kommer jeg Alt for langt væk fra lejligheden! Fra Amager. Fra ham.

– Hvad hvis hun er gravid – Nu … !?!?

– NEJ! Så kommer han aldrig tilbage. Heller ikke hvis de går fra hinanden. Så er hun hende, han går tilbage til.

Sådan nogle samtaler gør mig så træt. Mellem mine tanker og mine følelser. Mellem hoved og hjerte. De har ikke samme sprog. Hoved og hjerte. Ikke samme virkelighed. Ikke samme mål.

Min psykolog siger, at jeg har kærestesorger. At det bare er kærestesorger. Og siger ting om åbne blødende sår. Hun siger, at det tager nogle år at komme over. At få helet. At blive hel. Jeg græder endnu mere og siger, at jeg ikke vil bruge et par år på at have det dårligt. Over den mand. Som jeg ikke engang vil have. Hun siger, at hun har haft en klient, der stadig havde kærestesorger 10 år efter bruddet. 10 år! Vi satser på, at det ikke kommer til at tage så mange år. For mig. Min psykolog og jeg.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , | 21 kommentarer

# 95

– og hvis du skriver noget om det her på nogen fucking blog, så … !!!

– så ??

– …

Så, jeg holder lige en pause.

Jeg ved heller ikke om her ligger mere. Om der ligger mere her. I den her form.

Nogen flytter sammen. Om en måned. I et hus. En skal til at hente mit barn. Mens jeg ser på. Mens de går hjem. Til det hus. Og jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Fordi jeg mister perspektivet. På mit eget liv.

Så, jeg holder lige en pause. Til jeg har noget at sige. Som nogen, måske/måske ikke, bliver virkelig træt af.

I mellemtiden skal jeg i gang med et andet liv. Som på en uge er blevet udvidet med en færdig uddannelse og et drømmejob. Med mennesker der har historier og skæbner langt mere alvorlige end nogens og min tilsammen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | 33 kommentarer

# 91

Sidste sommer regnede det. En del. Mener jeg. Jeg husker det som om, at det regnede hele tiden. Og for en gangs skyld tror jeg, at jeg husker rigtigt. Det var fantastisk! At krybe sammen i sofaen med lille E snorkende ved siden af. Ikke nogen panik. Over ikke at sidde i tropenætter. Og drikke vin. Og have det dødsjovt. Bare mig og E og en masse tv-serier.

Jeg husker glimt. Jeg prøver at dukke mig for. At råbe højt af A i styrtende regnvejr i Ørstedparken foran en stille turistfamilie. At slæbe A i den ene arm og med en baby på maven op af trapperne til 4. sal. At miste besindelsen. Miste kontrollen. Miste jorden under mig. Igen og igen.

Sommerferien nærmer sig nu. Alle minder, følelser og desperate handlinger hænger i luften. I rummet. I byen. Og jeg tænker, at det er derfor, de siger, at det tager to år og ikke et. Der er et år til at komme igennem det hele og et år til at gå og dukke sig for alt det, der ligger i sidste års erfaring.

Men nu kan den lille selv gå til fjerde. Den store kan tales til fornuft. Eller i værste fald bestikkes. Og den største har nu to stærke ben og en fast grund at stå på. Jeg glæder mig til at lægge afstand til den sommer. Sidste sommer. Som snart er forrige sommer.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

# 81

Jeg tror nok, at det går godt. Det går vist nok godt. Sådan ok.

Nemesis ånder mig selvfølgelig i nakken blot ved tanken om det. Godt. Det går godt. Men det gør det.

I søndags var det et år siden. At han fik mig til at sige, det til ham, som han ikke selv turde sige til mig. Jeg har lagt et helt år bag mig. Lagt det bag mig. Jeg er lidt lettere. Jeg har givet slip. Ikke på alt, bevars. Men for nu.

Nok er nok.

Jeg har brugt et år. Jeg har været igennem alt. Sommerferie. Efterår. Jul. Årstidsfester. Fødselsdage. Og nu er det tid til mig. Til mit liv. Til at skabe mig mit liv. Som jeg vil have det. Fra bunden.

Og det føles fantastisk. Frigørende. Let. Så meget at jeg i dag stoppede op og snakkede med hendes søn i børnehaven …

Jeg markerede årsdagen med at samle mine veninder lørdage aften i Ørstedsparken til slavedrinks og billige chips. Blandt andet for at fortælle dem, at jeg aldrig havde kunne gøre det uden dem. Det havde jeg ikke. Aldrig. De var så søde. Og havde gaver med. Lækkert undertøj, olie, notesbog til smukke tanker og bøger. Alle gaver blev glemt og forsvandt. Jeg forsøger ikke at ærger mig gul og grøn. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det kun er materielle ting. At det måske er et smukt symbol på, at jeg skal give slip og efterlade alt, hvad det år bød på, i fortiden.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 11 kommentarer

# 74

Engang var alle drømmene for vores børn fælles. Eller i hvert fald dem der blev sagt højt. Blev vist nok udtalt som fælles drømme. Jeg kan ikke rigtig huske det. Måske var det bare mine drømme. Men det var i hvert fald vores børn. Vores. Fælles. Og vi tog fælles beslutninger. Eller i hvert fald dem der blev talt om inden, de var truffet. Vores fælles beslutninger. Om vores fælles børn.

Som jeg også tidligere har fortalt flytter vi sammen på et tidspunkt, det ligger ikke fast hvornår endnu. Det bliver sikkert sidst på sommeren og det bliver sikkert i huset. Jeg ved det giver en masse udfordringer især i forhold til  A, men du må stole på at jeg håndtere situation godt. Mere er der sådan set ikke at sige og jeg skal nok holde dig orienteret om de ting, der berøre vores børn – og hvis du er i tvivl, må du spørge.

Jeg er i tvivl. Jeg er sindssygt meget i tvivl. Om hvor grænsen går. Engang var det vores børn. Er det stadig vores børn? Eller er det mine børn? Og dine børn. For hvor meget må man blande sig i hinandens liv? Jeg skal da ikke blande mig i, om han flytter sammen med hende. Men det er jo også mine børn, der skal flytte sammen med hende. Berører det så mig? Det føles som om, at det berører mig. Det rører mig meget. Sikkert alt for meget. Men det lyder ikke til, at det skulle røre mig det mindste. Og må man så blande sig i noget, der ikke berører en, men rører en? Rører ved en fortvivlelse og en afmagt af dimensioner, jeg ikke har mødt før. Sikkert meget større end det behøver være.

Jeg skal bare spørge, hvis jeg er i tvivl. Jeg er så meget i tvivl. Men vi taler ikke samme sprog. Og når jeg spørger, giver det kun mere tvivl. Fortvivelse og afmagt. Og en vished om at ja, fra nu af er det mine børn. Og dine børn. Vores børn bliver blot en brik i en illusion om den lykkelige skilsmisse.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , , , | 9 kommentarer