# 7

Men måske var det ikke kun historien, der gentog sig selv. Måske var det fordi, vi fra starten indgik en usagt aftale om, at vi mest handlede om mig. Måske var det fordi, jeg var verdens værste kæreste.

Han ønskede at rette op på sit image og blive den bedste version af sig selv. Jeg ønskede at blive reddet. Det var et perfekt match med en mission. I mange mange år stod vi begge over i mit jordbærbed og servicerede mig, snakkede om mig, betalte for mig, ordnede for mig. Mig, mig. Mig, mig, mig.

Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var utrolig komfortabelt. Alt hvad jeg pegede på, kom flyvende i min retning. Hvor privilegeret. Hvor vanedannende. Hvor helt igennem urealistisk. Virkeligheden blev forvrænget. Jeg blev forvrænget. Den ene dag ville jeg bo på landet. Den næste dag ville jeg bo i NY. Den ene dag ville jeg rejse. Den næste dag ville jeg mure mig inde. Og hver dag var der en anden, der kæmpede mine kampe. Undersøgte stråtækte huse på landet. Søgte job i NY. Indrettede lejlighed. Og så begyndte jeg at pille ham ned. Fordi han altid stod over i mit jordbærbed. Fordi der ikke var plads til to der. Fordi alt hvad jeg tænkte blev taget bogstaveligt. Og jeg anede ikke, hvem han var. Han, der levede og åndede for at gøre mig tilpas. Hvad havde hán lyst til? Hvad drømte hán om? Hvem var han? Jeg kunne ikke kende forskel på ham og mig. Jeg blev gal på ham, hvis vi ikke havde samme mening om filmen, om vennerne, om værdierne. Jeg anede ikke, hvor jeg sluttede og han begyndte.

Jo mere perfekt han forblev, des grimmere blev jeg. Jo grimmere jeg blev, des nemmere var det for ham at blive på sin piedestal. I syv år formåede han at være den bedste version af en (fiktiv?) person – fuldstændig pletfri!

Nu har jeg mit bed helt for mig selv. Nu ved jeg for eksempel, at det faktisk er meningen, at der skal være plads til to mennesker i et parforhold.

Plads til begge to? I ét forhold? Seriøst?

Nu ved jeg, at hvis jeg nogensinde skal ind i et igen – et parforhold. Så skal jeg ikke være statist i nogens ambition om at være det bedste menneske, der har sin gang på jord.

Man kan blive så klog.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til # 7

  1. Zenia siger:

    Jeg tror bare at jo mere man tænker over det, jo mere indser man at man ikke ved en skid :-)
    Og selvfølgelig er der nuancer. Mange nuancer. Det er lissom når man tager et fotografi helt hen til næsen, ikk? Så er det fuld af millioner af prikker og farver.

    • desigerdettagertoaar siger:

      Du har ret Zenia – og så ville man bare ønske at ens liv var holdt helt i s/h og set meget meget langt fra :)

  2. Henriette siger:

    Bladrer lidt frem og tilbage i din fortælling, og er så sindssygt imponeret over din ærlighed og din præcise beskrivelse af, hvad du oplever. Og ikke mindst dit mod.
    Jeg ved ikke, om det tager to år, men jeg ved, at på den anden side af enhver stor forandring, findes der liv og lykke, hvis bare man husker at kigge efter det. Pøj pøj og alt det bedste.

    • desigerdettagertoaar siger:

      Kære Henriette,
      tusind tak – det gør mig glad at du ser ærligheden i det. Jeg er vild med ærlighed! Det er sjovt at du skriver ‘forandring’. Jeg har virkelig prøvet at messe for mig selv at det er en forandring frem for en afslutning, en fiasko eller hvad jeg nu kan finde på at sige. Tak for at minde mig om det igen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s