# 8

Så var der det med uddannelsen. Og boligen. Og barnløsheden. Da vi havde kendt hinanden i 2 år, stod jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne tage min uddannelse færdig, hvis ikke han betalte for mig. Hvor jeg ikke havde nogle møbler eller tag over hovedet, hvis ikke jeg boede sammen med ham. Hvor jeg ikke kunne blive nogens mor, hvis ikke jeg havde hans gener og hans penge til at lave børnene med. Jeg sad i saksen. Jeg overvejede ikke et sekund at flytte mig. Konsekvenserne var uoverskuelige.

Jeg havde lagt hele mit liv i hans hænder. Alt var afhængigt af ham. Det eneste jeg havde at holde fast i var mig selv og mine følelser – dem skulle han aldrig komme til at få ejerskab over, mine følelser. Aldrig.

I de sidste krampetrækninger hos en parterapeut indrømmede han, at han havde nydt, at jeg var så afhængig af ham. Han forklarede, hvordan han altid tænkte sig til min reaktion på dette eller hint. Så handlede han ud fra, hvordan han mente, jeg ville reagere, og hvilken reaktion han helst ville have. Jeg ved, det er taget ud af en sammenhæng – både nu og dengang hos psykologen. Men det løb mig koldt ned ad ryggen, da han sagde det. Havde jeg – altså jeg nogensinde været med i hans parforhold? Havde han nogensinde egentlig spurgt mig om noget reelt, eller kun det han kunne overskue reaktionen på? Havde jeg nogensinde været andet end en lille marionetdukke – et barn man manipulerer med, fordi man ved, hvad der er bedst for hende?

Jeg tror stadig på, at han gjorde alt med de bedste intentioner. Ligesom jeg gjorde. Vi vidste ikke bedre. Ikke til at starte med i hvert fald. Men jo mere jeg tænker over det, des mere sindssygt synes det, at vi overhovedet var sammen så længe.

Det har gjort mig så desillusioneret omkring parforhold. Jeg kan ikke se det ske. At to mennesker, med alt hvad man slæber med sig af godt og skidt, kan mødes i en så kompleks relation. Det er mig en gåde, at folk overhovedet tør kaste sig ud i det. Det er mig en gåde, at folk ikke slår hinanden ihjel oftere. Det er mig en gåde, at det Nogensinde lykkes. I hvert fald for os der ikke kom ud af teenageårene med verdens sundeste grundstruktur.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til # 8

  1. M siger:

    Gid jeg havde haft din blog, da jeg blev skilt. Det er så sindssygt vigtigt, det du skriver. Ærligheden og forandringen og følelserne… Tusind tak, fordi du gør det. Jeg får så mange flashbacks, når jeg læser og det viser mig, hvor langt jeg er kommet. Jeg bliver helt rørt. For mig tog det lidt længere end to år. Og jeg hadede faktisk mænd og mente at alle parforhold var en løgn. Pludselig en dag (eller måske lige så stille) havde det ændret sig og nu tør jeg godt igen.
    Jeg ser frem til at læse mere og følge dig.

  2. desigerdettagertoaar siger:

    Kære M,
    tusind tak for din kommentar. Den blev jeg meget glad for. Man kan jo godt blive lidt i tvivl om, hvorfor man dog putter det hele derud. Og ikke bare ind i en dagbog. Men jeg har selv manglet noget at spejle mig i, og jeg tænker hvis der bare er en derude, der kan spejle sig i mine erfaringer, så må det være det værd.
    Og det er dejligt at høre fra en der har været der og er kommet ud på den anden side!!

  3. Susling siger:

    Bare så, du også ved, at der er noget derude, der kan være godt: Det gode parforhold findes. Man skal bare sikre sig, at vægten ikke kun tipper til den ene side hele tiden. Man skal gøre status en gang i mellem. Prikke den anden i maven og spørge sig selv: Gider jeg stadig? Lad være med at skændes om banaliteter, som f.eks. hvilken weekendtaske vi skal tage med. Vi tager sgu da bare hver vores. Lade være med at hænge al sin eksistens op på den anden. Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke.

    Du kommer over på den anden side og en dag så står der en, som du ikke kan gå uden om.

  4. desigerdettagertoaar siger:

    Kære Susling,
    tak for din kommentar! Jeg har en liste så lang over does and don’ts til mit næste forsøg på et parforhold. Jeg er spændt på hvor meget, jeg kan formå at omsætte til virkelighed. Der er jo stor forskel på at erkende og så på at handle på det.
    Du får det til at lyde så lækkert, at der en dag står en, man ikke kan gå uden om. Ham glæder jeg mig til :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s