# 9

Taknemmelighed var ikke min stærke side. Og guderne skal vide, at jeg havde meget at være taknemmelig for. Hver evig eneste gang en veninde brokkede sig over en kæreste. At han gjorde dit og dat for meget. At han gjorde det ene eller andet for lidt. Så gjorde min mand det til ug. Der burde ikke have været et øje tørt. Men det var der.

Han gjorde alt. Købte store gaver. Kørte og hentede mig alle vegne. Betalte alt. Arrangerede rejser. Var den perfekte svigersøn. Den perfekte mand. Det perfekte menneske.

Jeg brokkede mig. Kritiserede. Vendte øjne. Bedømte. Vejede. Fandt for let.

Han lavede fotobøger. En for hvert år vi havde kendt hinanden.  Jeg kiggede i dem. Kritiserede et billede eller to. Og sagde – sikkert let anklagende – at jeg gerne ville være med til at lave de næste, så det var de helt rigtige billeder, der kom med. Jeg husker ikke, at jeg sagde tak. Da jeg flyttede fra huset, lod jeg bøgerne stå. De gør ondt at kigge på. Ikke fordi de fastholder alle de gode stunder. Men fordi de på en og samme tid er en materialisering af hans forhenværende hengivenhed og min kølige, uempatiske, ligegyldighed over for ham. Over for os. De er koncentratet af min vished om, at jeg var gået fra mig, længe før han gjorde.

Men til sidst gjorde han det. Jeg havde ikke lyst til at blive fri for ham. Jeg havde ikke lyst til at blive fri for vores familie. Jeg havde ikke lyst til at blive fri for os. Men hold kæft hvor var det befriende at blive fri for mig. For mig. Når babyen vågner kl 5 hver morgen, er der ingen at blive bitter på, fordi ingen ikke står op. Når opvasken står der, når jeg kommer hjem, er der ingen at blive indædt på, fordi ingen ikke har taget den. Når to børn og Nettoposer skal bæres op til 4. sal, er der ingen at blive fortørnet på, fordi ingen ikke tilbyder at gøre det for mig. Der er bare mig. Og af uransagelige årsager synes jeg ikke engang, det er synd for mig. Det ville ellers ligne mig. Som jeg plejer at kende mig. Men der er sket noget med mig. Helt ny. Helt let. Helt voksen. Muligvis helt venlig at være sammen med. Hvem ved?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til # 9

  1. Cille siger:

    Hvor er det ærligt – og får mig i den grad til at tænke og overveje, om jeg er mit liv voksent? Om jeg er taknemmelig (nok) og værdsætter det der er – fremfor at fokusere på knasterne. Tak!

    • desigerdettagertoaar siger:

      Det er så svært at blive voksen, åbenbart. Jeg har i hvert fald måtte blive over 30 før jeg har fattet det. Og jeg ved stadig ikke om jeg kan finde ud af at leve det, selvom jeg forstår mange ting med hovedet. Helt klart noget med at sige Pyt til knasterne!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s