# 10

Jeg tog 10 dage på gulvet i fosterstilling. Unuanceret. Opløst. Håbløs. Så 4 dage på noget antidepressivt. Lægen sagde, at det værste der kunne ske var, at der ingenting skete. At jeg måske blev lidt tør i munden. Jeg fik det som om, jeg havde spist hash morgen, middag og aften i 4 dage. Men jeg holdt op med at græde. Det var jeg alt for træt til. Jeg sad hele dagen i en park på en bænk i solen, som en person fra en Helle Helle novelle. Med mine hænder liggende fladt på mine lår. Stirrende ud i luften. Helt stille. Nogle gange kunne jeg høre en sætning komme drivende gennem luften. Nogle andres sætning.

Alt sammen fordi at der ikke var nogen, som mente, at jeg skulle være nogle steder, når jeg stod op og havde afleveret børn. Lediggang er roden til store dybder åbenbart. Det, og så det, at jeg har sluppet ham. Det sidste af ham. Ingen ham. Ingen steder at være. Så var der plads til at mærke det hele.

Det sidste der hang fast, var et sært, højst upassende og destruktivt spil. Mig der flippede ud på ham. Råbte. Kaldte hans kæreste grimme ting. Mig der undskyldte. Mig der var en våd hund. Ham der forstod. Ham der tilgav. Måske det eneste mennesker, der nogensinde ville kunne rumme en så ustabil og uelskelige person. Og så startede det hele forfra. Det var mental afhængighed, og vi ydede begge toppræstation hver gang.

Det kunne jeg ikke selv se, at vi gjorde. Men det kunne min kloge veninde. Og min psykolog. Og så holdt jeg op. Der gik en måned. Jeg havde ingenting hørt fra ham. Og jeg begyndte at tænke, at det måske kun var mit destruktive mønster. Men så kom mailen. Om at han savnede at kommunikere med mig. At han savnede mig.

Og nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er i et afhængighedsforhold. Selvom statsforvaltningen har modtaget vores underskrifter på, at det er slut. For det er måske ikke verdens bedste idé at han skal passe børnene i min lejlighed i morgen aften. Det er måske ikke verdens vigtigste forældremøde, som jeg bare bliver nødt til at tage til. Det gælder måske ikke livet at få alt vores gamle musik på min computer netop nu. Men jeg har det som om, jeg har lus på hjernen. En hel lusehær der synes, at det er verdens bedste idé. At tage et fix mere. Selvom jeg nu har været clean i en hel måned. For jeg kan jo styre det nu, ikke?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

9 svar til # 10

  1. M siger:

    Endnu mere flashbacks!
    Alt det der, som bare var så vigtigt at få på plads, som KRÆVEDE en SMS, en mail eller en opringning. Ikke fordi jeg ønskede det, nejnej, jeg var bare desværre nødt til at få mine pyjamasbukser tilbage nu. Fx.
    Hold kæft, hvor holdt jeg liv i det længe. Efter advokaten sagde, jeg skulle melde ham til politiet, efter psykologen kaldte ham karakterafviger, efter banken sagde, at de forventede, at jeg betalte al den fælles gæld, for de kunne godt se, at de aldrig fik en krone fra ham. Efter opkald fra elskerinderne og kreditorerne. Alligevel blev jeg ved. Jeg var så afhængig. Og det var han også. Et stykke tid.
    Klicheen siger jo, at erkendelse er første skridt. Der er en slidt linje, men jeg tror den er sand. Jeg synes, det er pænt sejt, at du kan se det og skrive det allerede. Jeg vidste det et eller andet sted i baghovedet, men det tog mig år at indrømme det og sige det højt. Du er sej.

    Ps. Kender du Lone Hørslevs skilmissedigte: “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”? Jeg anbefaler den varmt.

    • desigerdettagertoaar siger:

      Puh M, det lyder som en anderledes seriøs omgang du har været inde i!! Men ja, lige pludselig kan man godt høre sin stemme sådan lidt forvrænget inde i hovedet, når man forklarer veninderne at det baaaare lige er det her musik/pyjamasbuks/sofapude, og SÅ skal man ikke snakke sammen mere. Eller også kan man netop ikke. Så kan man kun høre det helt logiske i fx det forældremøde, som er den stemme der taler ret højt pt. Så er det godt at man har verdens bedste veninde og verdens bedste psykolog til at skære det ud i pap. Og så kan man selv gå og nynne ‘han er ved at flytte sammen med hende i vores gamle hus, han er ved at flytte sammen med hende i vores gamle hus’. Og så kan man blive så rasende at man vist nok(???) godt kan holde distancen. Vi får se…
      Jeg har haft Hørslev liggende på sofabordet i 100 år, men fik aldrig kigget i den, Og så ville biblioteket have den tilbage. Men jeg låner den igen. Jeg så også at jeg havde misset en skilsmissekoncert med hende og Lise Westzynthius – den ville jeg fandme gerne have været til!

      • M siger:

        Jeg var i hvert fald himmelråbende naiv. Tror faktisk godt jeg kan komme i Gunniess rekordbog for mest lukkede øjne. Men you live – you learn, og alt det der. Jeg tror mine veninder prøvede at nå mig, prøvede at stille spørgsmålstegn til, hvorfor det var så vigtigt at blive ved med at svare, at fortsætte dansen. Og jeg viklede mig ind i lange forklaringer, som blev mere og mere skingre og knudrede. Og så rystede de vist bare overbærende på hovederne og gav et kram og en druktur.
        Det med raseriet tror jeg er en rigtig god drivkraft og værd at dyrke for at komme væk. Nogle mediterede, jeg forestillede mig, at jeg gennetævede ham på Tarantino-måden med en baseballkølle. (Ja, og hans nye kone fik vist også et par flade…) Det hjalp, når tanker gik i tomgang.
        Den koncert missede jeg også! På Ideal bar. Ville så gerne have set dem, men der kom vel et stykke toastbrød i vejen. Besynderlige verden…
        Knus og god dag til dig.

    • desigerdettagertoaar siger:

      Hvis de laver en koncert mere, så tager vi ind og hører dem. Med en madpakke fyldt med lyst brød, smør og pålægschokolade!

  2. Revolver Aage siger:

    Jeg tænker, at de fleste kender til afhængighed. Det handler nok også en del om tryghed og genkendelighed, om at man ikke ved hvad man får, men ved hvad man havde. Det er, som M også siger, ret godt set. Jeg tænker at de fleste hjertesorger kommer af, at blive klar over hvad man ikke har eller ikke kan få, og så det faktum, at man måske alligevel forsøger at tage det/få det.

    Noget viser sig, det gør noget nemlig altid…

    • desigerdettagertoaar siger:

      Kære Revolver Aage, det handler i høj grad om at være så pissebange for at der måske ikke er noget bedre derude, og så hellere ville holde fast i det trygge. Det er så ukonstruktivt og destruktivt.
      Jeg glæder mig så meget til at der en dag viser sig noget :)

  3. Henriette siger:

    Jeg bemærkede, at jeg holdt vejret, mens jeg læste dagens #. Nu prøver jeg at trække det igen :-)
    For de fleste Afhængige, er der en Medafhængig – ham (eller hende) der (måske ubevidst) har interesse i at fastholde den Afhængige i rollen, fordi man så kan agere Redder, Offer, Ikke-set osv.
    Ustabil og elskelig – eller normal mennedkelig reaktion på at miste en del af det, man troede var det trygge og sikre, man altid kunne regne med.
    Tak fordi du sætter ord på noget, som så mange går igennem – på hver sin måde, selvfølgelig. Det er vigtige skriv, du producerer her :-)
    Som M skriver ovenfor – Du er sej!

  4. desigerdettagertoaar siger:

    Kære Henriette, tak for din kommentar, den er meget præcis. Og ja, hvis jeg skal være lidt mere mild ved mig selv, end bare en med et destruktivt mønster, så kunne det godt være en reaktion på at miste noget, jeg synes, jeg havde lovet gud og hver mand skulle bestå og som skulle være trygt og sikkert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s