# 33

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har savnet min mor. Eller min far. Da jeg var barn. Ikke hos mine veninder. Ikke på lejrskole. Eller på ferier. De var der bare. Det var ikke noget, jeg skulle tænke over – intet at forholde mig til.

Han savner sin far. Meget. Han er 4 år, og han savner sin far. Han tæller nætter. Han forsøger at få styr på det. Forsøger at få kontrol.

– Hvor mange gange skal jeg sove hos dig?

– 3 gange

– Og hvor mange gange skal jeg sove hos far?

– Der skal du sove 2 gange

– Og så 2 gange hos dig?

– Ja

– Og så hjem til far?

Det river mit hjerte i stykker, hver gang han sætter ord på det, som jeg til hverdag bilder mig selv ind, er blevet en naturlig del af ham. Det er det ikke. Det river også hans lille hjerte i stykker. At skulle flytte frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage.

Endnu er han så lille, at han er, hvor han er. Størstedelen af tiden er han i nuet. Men den tilstand. Den tilstand som er så effektiv for små mennesker at skærme sig mod store menneskers fejltagelser og fuck ups. Den er på lånt tid.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham, når han savner sin far. I starten græd jeg. For jeg savnede også hans far. Jeg græder ikke mere. Jeg siger, at jeg forstår ham. Men det gør jeg ikke. Jeg har aldrig været ham. Og jeg har aldrig skulle deles i to lige store hele dele. Jeg siger, at vi passer på ham. Jeg siger, at vi elsker ham. Jeg siger, at vi gør det så godt, vi kan. Men intet af det jeg siger, giver ham hans far.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

10 svar til # 33

  1. Hazel siger:

    Årh, det var hjerteskærende at læse det der. Hvor må det være hårdt at stå i!

    Men omvendt vil jeg sige, at det også må være udtryk for, at I gør noget rigtigt. At han har gode forældre. For mine forældre blev skilt, da jeg var lidt over 1 år gammel, og jeg savnede aldrig min far. For han var der helt enkelt aldrig for mig. Jeg hørte fra ham en gang eller to om året. Men aldrig på min fødselsdag og aldrig til jul. Og nu er jeg voksen, og vi ses af og til, men vi har intet at snakke om (og jeg har stadig ikke rigtigt tilgivet ham for at lægge sit bryllup på min 18 års fødselsdag…).

    Så selv om det er vildt hårdt og sårbart for ham, så tænker jeg, om ikke det også er udtryk for, at han helt grundlæggende bare er vant til, at han kan stole på jer, og at I er der for ham? Og du lyder altså til at klare tingene ret godt, omstændighederne taget i betragtning.

    • Tak Hazel, hvor er det et godt perspektiv at tage! Og hvor lyder det dog som noget, en psykolog godt kunne vride en masse ud af – at faderens bryllupsdag bliver lagt oven i den 18 års fødselsdag. Jeg glæder mig til at læse dig blog!

  2. Jeg var 6 år, da mine forældre gik fra hinanden. Jeg husker, at jeg græd den første dag i fritidsordningen, efter min far var flyttet, fordi jeg troede, at nu havde jeg ingen far. Jeg husker ikke noget savn derefter. Min far forsvandt ikke ud af mit liv som Hazels, men han forblev heller ikke min faderfigur. Han havde det selv hårdt, og jeg blev meget hurtigt den, der samlede stumperne op hver anden weekend, når han havde været alene i to uger. Mest for min egen skyld, for jeg kunne simpelthen ikke invitere veninder på besøg i den svinesti eller selv holde det ud ret længe. De gode minder fra mit fars hjem stammer fra mit samvær med veninder og anden familie, ikke med min far. Han trak sig væk. Jeg lignede min mor både udenpå og indvendigt, og jeg vel nærmest fodrede hans depression med min blotte tilstedeværelse. I dag er minder om begivenheder relateret til min barndom sammen med min far, reduceret til dem, jeg enten er blevet fortalt eller selv har fortalt så mange gange, at selve fortællingen har overtaget mindet. Min far forstod mig ikke, og jeg tror, han hadede mig lidt fordi jeg mindede ham om min mor. Vi forstår stadig ikke hinanden. Vi kan faktisk ikke føre en samtale, der handler om noget andet end ligegyldigheder, for vores verdenssyn er så forskellige, og vores forhold så punkteret, at vi aldrig vil kunne mødes på midten.
    Som Hazel siger: Du skal være så glad for, at din søn har to velfungerende forældre, der vil ham det bedste. Børn vænner sig til at flytte lidt frem og tilbage. Det gør ikke ondt. Svigt gør ondt – og giver ar på sjælen, der aldrig heler. Så længe I aldrig nogensinde svigter ham, men skaber trygge omgivelser i stedet, så er det lige meget, at der er to hjem. Bare de begge er gode. Bare vent til han fanger, at det betyder dobbelt op på gaver – så bliver han lykkelig for, at have to familier, to hjemstavne og to fantastiske forældre frem ;)

    • Kære Line, Tusind tak for din kommentar! Det lyder alt for hårdt som 6 årig at skulle være den der ordner! Og tusind tak for pep omkring hvordan vi gør det – det har man Virkelig brug for når man selv står rådvild i det. Tak :)

  3. Carportognoia siger:

    Det er hjerteskærende – og du beskriver det så fint, at jeg også kan mærke det inden i mit hjerte, selvom det ikke er min fire-årige, der står i den situation.

    Mine biologiske forældre gik fra kollektivet og alle de ikke-biologiske forældre, der boede der, da jeg var knap fem. Det er ikke det samme. Men jeg savnede og savnede og savnede også. Uden at der rigtigt var plads til det, eller at der var nogen, der fik gjort klart for mig, at det var ok at have hjemve, når nu man VAR hjemme.

    Pointen er: Du gør ham klart, at hans følelse er OK, og at du forstår den på en eller anden måde. Og det er kraftstejlme flot og sejt og vigtigt, og så skal det nok gå alt sammen.

  4. mor til 2 siger:

    Jeg vil også lige give mig til kende. Følger ivrigt med i dine tanker og følelser – tak for at dele dem. Tog selv den endelige beslutning om skilsmisse forleden dag og dette indlæg omkring savn til forældrene gør helt ondt i maven. Er dog nødt til at tro på at det er den rigtige beslutning. Glæder mig til at være på den anden side af de to år!

    • Kære Mor til 2,
      tusind tak for din kommentar.
      Uh, forleden dag – jeg får helt sug i maven – når jeg tænker på hvor kaotisk det hele var inden i i dagene efter. Og ugerne. Men det var ikke min beslutning, og det tror jeg gør en kæmpe forskel.
      Glæder også til de der om to år…

  5. Mette siger:

    Jeg sidder og læser det her. Græder faktisk lidt. Mest fordi jeg selv var den fireårige pige, der savnede sin far, talte dage og nætter. Mit størreste fødselsdags -og juleønske var at mine forældre ville flytte sammen igen. Vil sige at Line har fuldkomment ret i at man kan vænne sig til at se sine forældre skiftevis. Men svigt glemmer man altså ikke. Jeg stoppede også med at ønske mig en kernefamilie i fødselsdagsgave, og stoppede med at tælle nætter. Men der gik mange år hvor jeg spurgte min mor, hvorfor “far” ikke vil se mig mere. Det er det, der er det vigtige, at der ikke forkommer svigt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s