#54

Det er snart et år siden.

I de her dage går jeg og siger det højt for mig selv igen og igen.

– Det er snart et år siden.

På mange måder føles det som blot to måneder siden. På mange måder er jeg samme sted som dengang. I samme lejlighed. På samme studie. Med samme familieform. Men heldigvis er der også rigtig mange ting, der ser helt anderledes ud. Jeg har ingen kontakt med ham mere. Og det betyder alt. Betyder at jeg kan stå selv. Betyder at jeg kan trække vejret selv. Betyder at jeg kan være mig selv. Jeg kan mærke, at det hele står om hjørnet og venter. Et nyt hjem. Et nyt arbejde. En ny kæreste. Hvis jeg vil. Hvis jeg vil mig selv det bedste.

Når det ikke går godt, så tænker jeg kun på dem. På hende. På hende i mit hus. På hende med hans arme omkring sig. På hende med mine børn. Så skal jeg tvinge min hjerne et andet sted hen.

– Der er en cykel. En cykel er lavet af jern. Og plastik. Den cykel er rød. Den cykel er blå. Der er to dæk på en cykel. Og et styr. Den har et bagagebærer. Man kan cykle på en cykel. Den har en ringeklokke. Den kan man ringe med. Så man kan komme forbi. Så man kan cykle hurtigt. På sin cykel.

Jeg kommer til at tænke rigtig meget på cykler i weekenden. Og på tandkrus. Og postkasser. Bænke, busser, havelåger.

I weekenden skal jeg for første gang være væk fra lille E i 3 dage og 2 nætter. Mens hun er sammen med sin far og sin storebror på weekend hos farmor og bedstefar. Sammen med hende… Kunne min søn oplyse mig om i går. Sammen med hans bedste ven og hans mor. Det er den store lykkelige samenbragte familie på tur – hele pakken – pakket flot og nyt ind – noget jeg syntes var min pakke – nu pakket med hende.

Lille E er en meget bestemt pige. Lille E har ret meget lyd, når hun vil det. Lille E vil kun, hvad hun selv vil. Jeg håber, lille E skriger hele vejen til Mors. Og tilbage igen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

21 svar til #54

  1. M siger:

    Jeg var aldrig så pæn, at jeg forestillede mig tandkrus og postkasser. Jeg forestillede mig, at jeg var kæmpe stærk. Og at jeg havde et kæmpestort baseballbat. Og at de stod foran mig. Og at jeg slog og bankede til de forsvandt. Jeg har aldrig haft voldelige tendenser hverken før eller siden, men der var et halvt år, hvor min indre baseballkølle blev brugt ualmindelig flittigt hver gang tankerne om deres fællesskab og kærlighed og løgne tog over.

    Det hjalp mig, da jeg læste i Lone Hørslevs “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale.”
    “…
    har du tænkt på døden for nylig, har
    du nogensinde overvejet MORD. Jeg har. Jeg må
    indrømme at jeg
    har gjort mig visse forestillinger i hvert fald om
    hvordan det ville være
    at hugge en køkkenkniv
    ind i en vis mands øje. Og ind i hans
    kind og ind i hans bryst og
    ind i hans pande og ind i hans hals og ind i hans arme
    og hugge hugge TIL og
    bore den køkkenkniv ind i hans hjerte.
    Jeg ved ikke om den slags tanker er normale.
    Aner det ikke.”

    Jeg tror, de er normale, og jeg tror også, at det bedste er om hjørnet for dig. Jeg tror, det kommer nærmest af sig selv, men det går nok hurtigere, hvis man vil det. Det gælder om at holde fast i de stunder, hvor man vil det.

    Kh M

    • Åh M – din ærlighed er også god!!!!! :) Jeg har haft mange sindssyge tanker. Blandt andet at smadre hendes ansigt ned i en kantsten. Med min fod. Jamen hvad sker der for det?? Min psykolog mente bare at jeg skulle give den gas i fantasien. Og nu gør jeg det faktisk heller ikke længere. Nu synes jeg den tanke er Ret klam – sjovt som det ændre sig :)

  2. Mie siger:

    Det håber jeg faneme også hun gør, Lille E. Og jeg håber, at din eks-svigerfamilie synes at det er mærkeligt og nederen, at hende den anden er med. Og at det bare bliver akavet. Og at farmor spørger sin søn, om han selv synes det er verdens bedste koncept at hoppe videre til næste forhold, inden det sidste er ordentligt afsluttet, og at han skulle skamme sig grundigt…

    Jeg synes, det er sejt, at du allerede kan se dig selv være dig selv. Og jeg har ingen som helst forudsætninger for at vide det, men det skal nok blive godt.

    • Kære Mie,
      Uh jeg tror(desværre) ikke farmor blander sig. Men nogle gange kunne man godt ønske sig det – bare lidt. Omvendt er hun nok bare letter over at have fået en gladere søn…
      Det skal nemlig nok blive godt :)

  3. Hanne siger:

    Jeg synes mest af alt, at det er trist, at du ønsker, at dit eget barn er ulykkeligt i tre dage og to nætter, bare fordi du er det….

    • Kære Hanne, det gør jeg bestemt heller ikke! Der er mange ting på min blog, der skal læses med et ‘glimt i øjet’.

      • Hanne siger:

        Helt ok ;-) Det glimt så jeg ikke.

      • Aj, det er jo heller ikke til at vide!! :) Men jeg synes til gengæld altid det giver nogle gode og tankevækkende kommentarer, der hvor folk misforstår. F.eks. bare lige at stille skarpt på og huske Aldrig at bruge sine børn, fordi man selv er ulykkelig. Det synes jeg bestemt heller ikke jeg gør, men vi har jo alle blinde pletter, og din kommentar er jo med til at prikke lidt til en evt blind plet der. Så tak :)

  4. Anja siger:

    Jeg læser med et glimt i øjet ….. men håber virkelig ikke, at det tager hele to år. Du lyder til, at være rigtig godt på vej. Jeg har lang vej endnu og jeg sidder med hans 3 uger gamle datter. Jeg håber, at min lille F får lært at skrige øredøvende højt, alene tanken trøster lidt :-)

    • Kære Anja, jeg læste din kommentar i går og jeg har tænkt på den mange gange siden. Nu kender jeg jo ikke omstændighederne, hvem der gik og hvornår, men hold Op det lyder bare så hårdt!! Man er så sårbar når man sidder der med sådan et lille menneske og har kroppen fuld af hormoner. Jeg håber du har nogle vidunderlige mennesker omkring dig!! Kh.

  5. Sarah siger:

    Jo gladere hun er, jo gladere er dine børn, når de er der. Send hende al din venlighed i stedet for.

    Hun vil ikke have dine børn, men du vil gerne have, at de har det godt.

    Det er hæsligt at være stedmor.

    • Er det virkelig? Altså jeg kan godt se at alle de problemer man kan have i et forhold med et fælles barn er store, og derfor så må være endnu mere svært, når de børn der er der ikke er fælles. Men kan man ikke ‘stemple lidt ud’ når de er der, og lade faderen om dem? Jeg tror godt på at det er benhårdt!

    • Pigernes mor siger:

      En “stedmor” har et valg! Det har hverken mor eller børn. Så svært kan det heller ikke være når man vælger at blive.

    • Marni siger:

      Hvordan skulle man kunne tænke noget som helst venligt om en kvinde, der gerne vil flytte ind hos en mand der lige har smidt kone og to børn på porten?? Hun må jo være det mest ubehagelige og usympatiske naive og grådige væsen man ikke engang kan forestille sig! Om jeg fatter den slags kvinder?!?!

      • Jeg skal lige sige til mit eget og hendes forsvar, at det ikke helt er sådan historien er i det her tilfælde. Hun er, hvad jeg ved af, ikke flyttet ind endnu. Og det er snart et år siden jeg blev sendt ud. Så på papiret ser det ikke så slemt ud.
        En god del af mine indlæg er om mine egne dæmoner, mere end virkeligheden – for faktisk ved jeg ingenting om hvad der sker i hans liv – heldigvis.
        Men tak for medsøsterlig opbakning :) Og jeg kender til historier hvor det faktisk Er sådan historien ser ud.

      • Pigernes mor siger:

        Tak marni. Jeg fatter det overhovedet heller ikke. Intet venligt om de kvinder kan tænkes.

  6. Pigernes mor siger:

    Hej du!

    Jeg læser dit glimt i øjet. Meget tydeligt og det er befriende. Nogle gange er jeg personligt nødt til at opbygge en -for de der ikke har prøvet det her selv- usympatisk galgenhumor.

    Det fælles bånd jeg skabte til børnenes far gennem børnene kan jeg aldrig kappe. Hvorend jeg gerne så ham ude af mit liv for altid!
    Jeg er bundet til min krænker og ser derfor dagligt mit hjerte tværet ud over de tabte drømme som en anden vælger at samle op! Mine egne børn er oven i købet budbringere for de fortsatte krænkelser.

    Hvis ikke det skaber unormale tanker ville jeg være unormal!

    Tak til M for tippet.
    Jeg vil læse den bog om de åbenbart normale tanker. Jeg håber også jeg engang kommer til at væmmes ved de blodige og sindssyge tanker jeg render rundt med. Lige nu forstår jeg godt hvorfor jeg har dem.

    Dog aftager de også gradvist her. Jeg kan dog ikke se en vej ud -lige nu.

    Men det kommer jeg til siger de kloge! Bare det dog ikke tager to år!

    • Jeg er tre uger fra 1. år. Det er virkelig mærkeligt. Er gået hurtigt og uendelig langsomt på samme tid. Jeg tænker et år mere, og så må jeg være verdens sejeste kvinde :)
      Men din historie lyder også mere voldsom end min!

  7. KS siger:

    I foråret sidste år oplyste min mand gennem 16 år, at han ville skilles. Vi havde på det tidspunkt børn på 3, 5 og 7 år. Han sagde at han elskede mig ikke. Inden for 1 måned var han flyttet ud. Han sagde ikke at der var en anden, men jeg fik et tip som jeg fulgte op på. Ca 2 uger efter at han sagde at han ville skilles spurgte jeg ham om han havde forhold til en af sine kollegaer. Nej var hans svar, de talte bare godt sammen. Jeg fandt ud af koden til hans mobil og ipad som før var min fødselsdag, men nu var pludselig kollegaens fødselsdag. Fandt ud af at hun dagen, efter at han havde sagt til mig at han ville skilles, havde fået at vide at nu havde han sagt det til mig…..det var hårdt. I 1 uge sagde jeg til ham at jeg vidste mere end han anede og at jeg ville at han skulle fortælle sandheden. Jeg havde læst sms-er i mellem dem hvor de erklærede sin kærlighed, hvor han sagde at det havde været en dejlig aften (hvor han løj at han skulle til træning, hvor han skulle spille trommer med kammeraterne), en sms hvor han skrev frække ord til hende og komplimenter….hæsligt.
    3 dage inden han flyttede, sagde jeg til ham at jeg havde læst alle sms-erne i mellem dem. Han blev tavs. Jeg sagde til ham, at det er klart at ingen må vide det på hans arbejde for han er hendes chef, ad det ville være katastrofe for ham. Jeg sagde at jeg turde vædde med ham at han og hun planlagde at finde en ny stilling til hende inden for firmaet….(det var rigtigt, 12 dage efter han var flyttet var hun startet i anden afdeling inden for firmaet).
    Det var en lettelse da han flyttede ud. Det var dog hæsligt at tænke på, at han nu var sammen med den her ældre kvinde (hun er 10 år ældre end ham, næsten 50 år!!!). Hun har selv 2 børn som er flyttet hjemmefra og 1 som skal starte på gymnasiet.
    De flyttede sammen 3 måneder senere (er det normalt?). Jeg synes selv de er til grin, men på en måde overrasker det mig ikke. Min x har aldrig kunnet være alene med børnene i længere tid (det stresser ham, har han sagt) og tjah, han ville nok ikke kunne magte at skulle have børnene alene de dage han har dem. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at få lov til at se ham træt; træt af at skulle få hjemmet til at fungere (indkøb, vasketøj, oprydning, hente og bringe børn, madlavning m.m.). Alt dette tog jeg mig af + 100% arbejde. Folk har spurgt mig: er det ikke hårdt?, hvor jeg har kunnet svare, “nej, det er jo ikke anderledes end det var før, det jeg slipper for nu er bare at bruge energi på at ærge mig over at min x ikke kunne se, at jeg ikke kan være 100% alle steder, dvs. få det praktiske, job, jobbet som mor og elskerinde til at fungere. Elskerinden blev derfor forsømt……
    Når børnene er hos ham prøver jeg at sige til mig selv, at nu er de hos farfar og farmor, hans nye kæreste er jo i mine øjne megagammel at springe ind i rollen som småbørnsstedmor. Det er på en måde trøst….
    Jeg kan godt genkende mange af de tanker du skriver på dit blog……..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s