#61

Det går godt. Det går virkelig godt. Jeg ved ikke, om det er virkeligt. Det føles som om, at det er meget lang tid siden, jeg var ked af det. Jeg kan se, at det er tre uger siden. Siden jeg hulkede ud over torvehallerne og det halve af Nørreport. Måske er tre uger lang tid. Jeg ved det ikke.

Men det føles godt. At kigge op. At kigge ud. At kigge i øjne. Længe. Det føles som om, der er noget, der lever. Noget der har været i dvale. I årevis. Det er boblende. Flyvende. Let. Det er vigtigt.

Jeg kigger på de andre familier. På far, mor og børn. Jeg er så lettet over, at det ikke er mig, der skal stå og himle med øjne. Over en mand som har helt slukkede øjne. Jeg nyder, at det ikke er mig, der hele tiden forhandler. Samtaler. Aftaler.

– Skat, kan du ikke lige, så tager jeg …?

– Jo, det skal jeg nok gøre skat, når jeg lige har …

– ok

– Hov skaaAt..?!? Gider du ikke lige …?

Men det er så uendelig skrøbeligt. For når det rigtige smil ikke rammer. Når min iPhone går i stykker. Når jeg har glemt at lave aftaler i weekenden. Så føler jeg mig som det mest ensomme menneske.

Når jeg henter børnene fredag eftermiddag i solskin, så ville jeg give min højre arm for, at vi skulle hjem og mødes med en. Når A, allerede inden vi cykler ud fra børnehaven, siger, at han savner sin far, så ville jeg gerne give min anden arm for, at kunne spole tiden halvandet år tilbage, og bare være en del af en familie, hvor man løfter i flok, taler sammen og ingen savner nogen. Når jeg ser, at hun har liket et billede. Af min lille E. I min gamle have. Med blomstrende syrener og ny sandkasse. Så ville jeg give alt, hvad jeg ejer, hvis det kunne få hende til at pulverisere. Og ham med.

Når det sker, så aner jeg ikke, hvad der er virkeligt. Hvad der er mest virkeligt. Hvad der er min virkelighed.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til #61

  1. Pigernes mor siger:

    Uha! Nogle gange bliver jeg helt skræmt over hvor meget “hovedet på sømmet” du rammer mine tanker og iagttagelser.
    Bortset fra den vigtigste: at kigge i øjne. Jeg tror aldrig mere jeg tør gøre det. Godt gået!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s