# 64

A bliver ved med at savne sin far. På en måde jeg ikke har set ham gøre før. Med ord jeg ikke har hørt ham sige før. Med tårer jeg aldrig har skulle tørre fra hans kinder før. Jeg holder om ham. Trøster ham. Lytter og forstår. For en tid.

For når dagen starter med savn og derefter en historie om, hvor hurtigt hendes søn tager tøj på om morgene, når de har sovet sammen. Så bliver jeg så træt. Når A beklager sig højt og længe over, at det er kedeligt at være hos mig, fordi der ikke er nogen(hendes søn) at lege med. Så bliver jeg kort for hovedet. Når jeg i to døgn har hørt på, at far er meget sjovere at lege med. Så kan jeg ikke længere skille dem ad. Far og søn. Ham og hende. Hendes og min. Jeg mister overblikket. Mister min fornuft. Mister min dømmekraft. Synes de har rottet sig sammen. Mod mig. Alle sammen. Også min søn på 4. Så skælder jeg ud. Over alting og ingenting. Fortæller mig selv, at jeg sætter grænser. Mens jeg i virkeligheden overskrider dem. A’s grænser.

Mine veninder er søde til at sige, at han kun har én mor. At et barn har brug for begge forældre. At han altid vil elske sin mor. Hvis jeg som barn havde kunne vælge. Mellem en skrap mor. Eller en glad og forelsket far i selskab med en anden voksen plus min bedste veninde. Så ved jeg godt hvad for en fest, jeg ville have valgt. Og jeg forstår godt, hvorfor A helst vil være hos sin far. Jeg synes bare, konkurrencen er unfair. Og det eneste jeg kan gøre, er at blive en endnu bedre mor. En voksen en af slagsen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

23 svar til # 64

  1. Marianne siger:

    Av. Hvor må (også dét) gøre ondt. Så ondt. Jeg er overhovedet ikke i nærheden af at være i samme situation som dig, men din blog rører mig dybt. Jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene. Og bliver mindet om at familielivet er sårbart og skrøbeligt. At det skal passes rigtig godt på, og have den respekt det fortjener.
    Hvor er det helt urimeligt for både du og A, at I skal opleve de følelser. Jeg håber I finder en løsning på det, som I begge/alle kan finde ro i. Alt det bedste til dig og dine børn. Jeg følger trofast med, og sender gode tanker din vej.

  2. Marni siger:

    Du skal stille og roligt holde fast i at være hans mor. Ikke nødvendigvis i en sjovere og bedre udgave. Det er jo ikke en konkurrence. Det gør ikke noget at underholdningen ikke er i top konstant. Han vænner sig snart til at der er forskel. Om 10 år når din ex har forladt hende den nye og din dreng har andre kammerater, er det stadig dig der er hans mor. Og der kan han huske sin søde mor, som tog sig sammen og ikke skældte (så meget) ud over alt det han fik fyret af om den sjovere far. Så husker du sikkert bare hvor kært det var, at han var så vild med sin far, som du til den tid betragter med hovedrystende overbærenhed :)

  3. Carportognoia siger:

    Fail, fail again, fail better. Ikke? Det er i hvert fald det, jeg forsøger at sige til mig selv, når jeg skælder mine børn ud over ting, de ikke er herrer over.

  4. LauraF siger:

    Hvor er du heldig!, at have en søn med en så tryg relation til dig, at han “tør” fortælle dig hvordan han har det. Hvis du ikke var en god, sikker base ville han istedet vende følelserne indad – med store konsekvenser for hans eget voksenliv.
    Jeg kan ikke forestille mig hvor ondt det gør, men jeg ved at det går over.

  5. M siger:

    Jeg siger det samme som Laura F. Og sender tanker.

  6. Henriette siger:

    Forstår godt, det gør nas. Og jeg tror – ligesom Laura F – at det er en sundhedstegn, at han tør være ærlig. Mange børn samarbejder over evne – vil gøre alt for at forældrene skal være glade, med det resultat, at de selv bærer smerten. Lige nu vil han måske helst til den sjove fest – om ikke så lang tid får han brug for trygheden hos dig og det han kender allerbedst – det er så fint, at du viser ham, at begge dele er ok… Og så har det derudover været fedt at læse de seneste positive, frigørende indlæg… Indlægget, hvor du “kigger i øjne og holder i hånd” nærmer sig :-)

    • Kære Henriette – jeg håber du meget du har ret!! Med fremtidens indlæg. De sidste to dage har været tudende i fosterstilling, såe….. :)

      • Henriette siger:

        Ok., men synes nu alligevel, at der har været positive takter i nogle af de seneste indlæg;-).

      • aj, men det har der også – det har i hvert fald gået helt Vildt godt de sidste par uger. Måske falder man derfor også det længere ned, når man falder, fordi man liiiige troede. Omvendt er der ikke helt så langt til overfladen igen – heldigvis. Tak fordi du kan se et progression – det er af stor værdi :)

  7. Sarah siger:

    Av. Av. Av.

    Stedmødre må ikke være for sjove. Det er tarveligt.

    Det er nu ALDRIG noget bånd, der bliver så stærkt, at det minder om det mellem mødre og børn, hos stedmødre og børn. Med mindre moren er en sjuft, og det er du jo ikke.

    Hvis ikke hun fandtes, ville han brokke sig over noget andet.

    S

    • Tak Sarah! Jeg ved virkelig ikke noget om det der bånd mellem forældre og børn. Jeg håber det er sandt. Men jeg aner det ikke. Måske bliver det også blandet lidt sammen med min historie om mine egne børn, som ikke bærer mine gener – men jeg elsker dem jo højst alligevel. Det er noget kompliceret noget – det hele!

  8. Trine siger:

    Puuuh et mavepusterindlæg – for uden at være i det kan jeg nærmest føle det fordi du beskriver det så godt!
    Ja op på hesten med dig (kender godt den dumme hest) og så tænk på at i alle relationer er det som regel sådan at sætter man den anden fri så vender de altid tilbage!! Og du er hans mor så du har oven i købet den tykkeste usynlige kæde at holde ham i :-)
    Det bedste til dig!!
    Kh Trine

  9. Hazel siger:

    Ej, hvor bliver jeg altså lidt harm på dine vegne! Livet er godt nok uretfærdigt til tider.

    Det minder mig lidt om dengang, min mor fandt ud af, at hendes kæreste var pædofil og forlod ham, hvorefter min morfar – som på det tidspunkt var virkelig syg af kræft, og som ifølge lægerne ikke ville kunne klare at høre den egentlige grund – begyndte at tale længe og vedholdende om, at hun da også var håbløs og aldrig ville kunne holde på en mand…

    Lidt som hvis nogen kapper ens ben af, og man derefter bliver bebrejdet, at man ikke kan finde ud af at vinde OL i 400m hækkeløb.

    Ak ja. Life sucks. Som regel bliver det heldigvis bedre igen.

  10. Rolf Hansen siger:

    Jeg synes det var krævende at gen-tænke hvordan den gode familie skal være. Bagefter kom så at skulle gen-tænke mig selv.

    Jeg er på 2,5 år nu, og jeg er efterhånden begyndt at forstå at jeg skal sørge for mig selv før jeg kan sørge for andre.

    • Kære Rolf – det synes jeg også er så svært! Jeg har hørt mig selv sige 100 gange *Jamen jeg har jo ikke nogle billeder på eller rollemodeller til den gode en-forældre familie!’
      Er du en af de Meget sjældne mænd der er gået ud i ingenting. Dvs ikke bare løbet i armene på en ny kæreste? Hvis jeg må spørge. Og ja, det er meget fordomsfuldt at antage at sådan gør mænd – men det Er der jo bare virkelig mange der gør!!

    • Kære Rolf – det synes jeg også er så svært! Jeg har hørt mig selv sige 100 gange *Jamen jeg har jo ikke nogle billeder på eller rollemodeller til den gode en-forældre familie!’
      Er du en af de Meget sjældne mænd der er gået ud i ingenting. Dvs ikke bare løbet i armene på en ny kæreste? Hvis jeg må spørge. Og ja, det er meget fordomsfuldt at antage at sådan gør mænd – men det Er der jo bare virkelig mange der gør!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s