# 71

Det var altid ham, der planlagde, bookede, købte, arrangerede og gennemførte rejser. Vores rejser. Jeg var mest med som blind passager. På eget manglende initiativ. Min første rejse uden ham var tung af symbolik. Ud i om jeg kunne finde ud af det. Finde ud af at købe en billet. Finde vej. Være mig. Alene. Ude. På vej.

Det gik. Nogle gange bedre end andre. Og jeg nåede frem, hvor veninder og vidunderlig by tog godt imod mig. Men følelsen af frihed lod vente på sig. Følelsen af selvstændighed svigtede. Følelsen af at være komplet fucked snart et år efter voksede sig større og større.

For når jeg vågnede fra en lur, kom følelsen af, at jeg glædede mig til at komme hjem til ham og ungerne og huset (What!?!?). Når jeg så nogle sjove stribede sokker, kom impulsen til at købe dem til ham (Seriøst!?!). Når jeg blev usikker, fik jeg det største hul i maven. I verden. I mig. Over ikke at have nogen livline hjem. Eller ind. Til hvad der måske kunne være mig.

En veninde har lært mig, at de største gaver tit er pakket super sært ind. Og heldigvis nåede jeg at få øje på, at det hul slet ikke handlede om ham. Men om at have en krykke. At klamre sig til, når ens ben ikke synes at kunne bære. Fordi veninderne snakker alt for længe, om noget man ikke synes, er sjovt. Fordi man ikke kan finde ud af at shoppe. Fordi man bare ikke lige passer ind, og leder efter et sted, hvor det i det mindste er meningen, man skal høre til.

Heldigvis var Berlin også fyldt med sjove, smukke, kloge, vidunderlige veninder, grønne træer, dejlige mænd, kaffe, drinks, cykler og sol. Og det var bare en generalprøve. Næste gange snyder jeg ikke foran i køen og lader min dobbelt chokolate-chip-cookie-creme-someting-of-a-nasty-coffee worth a million bucks stå i security for at panikløbe gennem gangene efter et fly, som… vist i vir……keligheden….først…. går…..om……1 1/2 time……

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til # 71

  1. M siger:

    Åh, jeg vil så gerne skrive en kommentar til det her indlæg, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive. Du skal bare vide, at du ikke er alene!
    Jeg kan huske, at jeg købte sådan nogle slik-snebolde 1,5 år efter skilsmissen. Til min eksmand. Som boede med sin nye kone. Fucked up. Nogle gange bliver det værre før det bliver bedre. Og i dag tænker jeg tilbage på de to år, som noget af det sjoveste og mest givende, samtidig med at det var så ulideligt hårdt. Jeg re-connectede med mine veninder, fik nye venskaber, lærte mig selv at kende og lærte at rejse og stå på egne ben og gøre tingene selv. Små sejre, som selv at sørge for internettet og i mit tilfælde netbank, føltes kæmpe store.
    Jeg vidste ikke dengang, hvor meget jeg rykkede mig. Jeg tænkte bare, at jeg blev ved med at tude, hver gang jeg cyklede hjem fra fest. Men når jeg ser tilbage i dag så kan jeg se en kæmpe udvikling. Jeg var så sej i de år. Det tænker jeg, at du også er. Jeg ser det i hvert fald – også selvom du måske ikke gør.

    • Åh M – det er sjovt, på en tragikomisk måde at købe snebolde til sin eks-mand :)
      Jeg kan godt fornemme at der sker tusind ting for tiden. Jeg kan godt mærke at jeg rykker. Måske er det derfor at det føles så utilgiveligt, når man går baglæns eller blot i stå. Men tak for din pep – det hjælper!!!

  2. Synne siger:

    Den ene dag synes ikke meget anderledes end den anden, men når du ser tilbage er alt forandret.

    ♥ Synne ♥

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s