# 91

Sidste sommer regnede det. En del. Mener jeg. Jeg husker det som om, at det regnede hele tiden. Og for en gangs skyld tror jeg, at jeg husker rigtigt. Det var fantastisk! At krybe sammen i sofaen med lille E snorkende ved siden af. Ikke nogen panik. Over ikke at sidde i tropenætter. Og drikke vin. Og have det dødsjovt. Bare mig og E og en masse tv-serier.

Jeg husker glimt. Jeg prøver at dukke mig for. At råbe højt af A i styrtende regnvejr i Ørstedparken foran en stille turistfamilie. At slæbe A i den ene arm og med en baby på maven op af trapperne til 4. sal. At miste besindelsen. Miste kontrollen. Miste jorden under mig. Igen og igen.

Sommerferien nærmer sig nu. Alle minder, følelser og desperate handlinger hænger i luften. I rummet. I byen. Og jeg tænker, at det er derfor, de siger, at det tager to år og ikke et. Der er et år til at komme igennem det hele og et år til at gå og dukke sig for alt det, der ligger i sidste års erfaring.

Men nu kan den lille selv gå til fjerde. Den store kan tales til fornuft. Eller i værste fald bestikkes. Og den største har nu to stærke ben og en fast grund at stå på. Jeg glæder mig til at lægge afstand til den sommer. Sidste sommer. Som snart er forrige sommer.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til # 91

  1. Rikke siger:

    Odense Zoo og pensionatet i Skt Knuds Gade står klar med vilde dyr og bål i haven som led i skabelse af gode sommerferieminder – selvklart i solskin!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s