# 95

– og hvis du skriver noget om det her på nogen fucking blog, så … !!!

– så ??

– …

Så, jeg holder lige en pause.

Jeg ved heller ikke om her ligger mere. Om der ligger mere her. I den her form.

Nogen flytter sammen. Om en måned. I et hus. En skal til at hente mit barn. Mens jeg ser på. Mens de går hjem. Til det hus. Og jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Fordi jeg mister perspektivet. På mit eget liv.

Så, jeg holder lige en pause. Til jeg har noget at sige. Som nogen, måske/måske ikke, bliver virkelig træt af.

I mellemtiden skal jeg i gang med et andet liv. Som på en uge er blevet udvidet med en færdig uddannelse og et drømmejob. Med mennesker der har historier og skæbner langt mere alvorlige end nogens og min tilsammen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

33 svar til # 95

  1. amarOrama siger:

    Tillykke med job og uddannelse. Håber, du vender tilbage.

    • Tak amarOrama!
      Det gør jeg – det gør jeg sikkert lige om lidt. Blev bare lidt forskrækket over at det ikke kUn er folk jeg selv har givet link til, eller folk jeg ikke kender, der læser med. Havde åbenbart ikke fattet at det der internet er sådan helt offentlig tilgængeligt :)

      • Cille siger:

        Sådan har jeg også haft det – og slettede min gamle blog helt og aldeles, da den pludselig blev brugt i sammenhænge jeg ikke kunne stå inde for!

        Kan dog ikke helt holde fingrene fra det – og hvem siger at andre bestemmer. Så jeg har lavet en ny…

  2. Pernille siger:

    Tillykke med drømmejob – og så håber at du får fundet perspektivet igen…..der er så mange af dine posts som viser at du er på rette vej……..Alt det bedste herfra !!! /P

  3. Tillykke med drømmejobbet!! Håber også du vender tilbage. Og at det hele snart bliver nemmere for dig. Og ellers at drømmejobbet/andre får glæde af din skarpe og indlevende måde at skrive på.

  4. Marni siger:

    Måske er der en enkelt eller to der bliver træt af, at du har noget at sige og hvis de mennesker har dine børn som gidsler, er det en alvorlig sag. Forståeligt nok du reagerer ved at holde kæft. Syns bare du skal vide at det du har at sige er værdifuldt for mig og for sikkert mange flere. Evt. skriv til skuffen og læg det op senere / der kunne måske blive til en lille bogudgivelse? Tillykke med dit nye liv!

    • Kære Marni,
      tusind tak for din kommentar! Det er jo netop derfor jeg skriver, fordi jeg selv manglede noget at spejle mig i, da jeg sad som sprit nyskilt. Så, mon ikke jeg alligevel bliver ved. Når jeg lige finder formen på det – med div ‘tilskuere’ i baghovedet.

  5. rikke siger:

    Tillykke med uddannelsen og job!

    Jeg har her til aften læst hele din blog fra start til slut. Du skriver så fantastisk og selvom jeg ikke har været i samme situation, føler jeg, at jeg kan sætte mig langt mere ind i den end jeg ville ku’ gøre før. Det har været så interessant at læse – du skriver meget ærligt, også om din observationer om dig selv. Det er virkelig sejt! Jeg håber, at der kommer meget mere. Jeg har jo først lige opdaget din blog nu…

  6. Mette siger:

    Det vil være så trist, hvis du holder op med at blogge om dette tabuiserede emne. Der er så mange, som er blevet gået, og som udadtil opretholder en facade. De lægger lækre billeder af børn, sommer og oplevelser op på Facebook, men når man taler med dem “in real life” er de dybt ulykkelige og fortvivlede.
    En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at havde det ikke været faderen til hendes børn, havde hun foretrukket, at han var død, og ikke gået fra hende.
    Der er ytringsfrihed i Danmark, og du mestrer virkelig at balancere anonymitet med meget personlige hudløse beretninger.
    Keep up the excellent work – du giver håb til andre i samme situation og inspirerer os lykkeligt gifte til at passe lidt bedre på ægtefællen og nurse ægteskabet.
    Kys og kram

    • Kære Mette, tusind tak for din fine kommentar! Jeg ved præcis hvad din veninde taler om(jamen er det ikke forfærdeligt at man kan få det sådan? Men sådan er det!).
      Jeg skal lige finde en måde hvor jeg kan skrive med alle de mulige tilskuere jeg måske/måske ikke har.
      Så kommer jeg nok igen, for jeg synes jo lige præcis også det er vigtigt at vi tør tale om de ting der bare gør ondt og ikke kommer til at se godt ud, lige meget hvad filter Instagram kan smide på det.

  7. Charlotte siger:

    Please Don’t go!!! Tonerne af en helt forfærdelig 80’er sang løber gennem mit hoved. Du skriver med en nerve og ægthed der giver sug i maven, så skynd dig at finde formen.

    Jeg håber at tilskuerne i stedet vil koncentrere sig om at leve deres eget liv!

    Og tillykke m jobbet :)

  8. emilblog.dk siger:

    Alt det bedste til dig :)

  9. Anne siger:

    Tak for dine ærlige tanker! Jeg har selv lige præcis en A og en lille E og har det meget svært med deres far. Dine tanker har været med til at overbevise mig om at jeg bliver nødt til at blive ved med at gøre mit allerbedste for at blive ved med at være een familie. De bedste tanker herfra!

    • Kære Anne, det er virkelig fine ord du skriver – for jeg har svært ved selv at mÆrke vigtigheden af det – der er alt for mange følelser, der larmer. Men ja, et skridt i den rigtige retning må være at VIDE hvad der er det rigtige at gøre – så må følelserne følge med siden hen.

  10. Bbees siger:

    Nej! Kom tilbage. Nu er jeg lige begyndt at læse din blog (på anbefaling)…

    Kan de ikke bare lade være at læse med, hvis de ikke bryder sig om det?

  11. Henriette siger:

    Din blog er jo ikke “fucking” – den er rigtig god! Jeg håber, du skriver videre en dag uanfægtet af de (eller det) mennesker der, på bedste selvoptagede vis, tror bloggen handler om dem – den handler jo om dig. Gør den ikke?

  12. Cille siger:

    Og så håber jeg du kommer tilbage snart! Du er savnet…

    Og stort tillykke med job og uddannelse.

  13. Pigernes mor siger:

    Åh min fantastiske skriver-helt!
    Jeg har så stor beundring for din måde at skrive på. Jeg blev i sin tid så lettet over endeligt at læse en ærlig, galgen-humoristisk, tragikomisk, sørgelig, håbefuld, erkendende og for mig yderst vedkommende blog! Nogle gange har jeg været helt bange for om du kunne læse mine tanker, da de var så lig mine. Skræmmende tanker og dog menneskelige. Hvis ikke dette helvede var så tabuiseret, ville jeg have gjort mere for at have bevaret min kernefamilie. Men det lyserøde billede af de brudte happy happy familier, (samt et fjols af en mand som gav op overfor det der var min modgang, ikke så meget hans egen) gjorde at jeg gik ind i det her skilsmisse helt blåøjet og optimistisk. “Der er så mange der klarer det flot, det kan vi sagtens” tænkte jeg.
    Jeg har ikke svaret dig på spørgsmål og har virkeligt dækket mig ind, netop med tanke på at dette er en offentlig blog.
    Jeg kender egenligt ikke wordpress så godt. Jeg fulgte engang en blogger som gjorde sin blog privat da hun også følte offentlighedens bagside. Hun lavede en light udgave af sin blog og bad de der ønskede det sende deres E-mail til hende. Vi kunne fortsat følge hendes ærlige blog.
    Der var på blogspot.com.
    Hvad du end vælger at gøre, vil jeg istemme koret: skriv i det mindste til skuffen. Du har potentialet til at udtrykke de vilde ur-følelser vi åbenbart er en hel del som kæmper med. Jeg vil så gerne se en bog fra din hånd en dag. Du er nødt til at kalde den ved dette blognavn, da jeg så vil vide det er din bog. Og sikke en teaser denne blog ville være.
    Jeg tror bare jeg får svært ved at vente de 1-2 år sådan en færdigørelse og derefter udgivelse vil tage. Så pleeeeeeease fortsæt. Om ikke andet så på en privat blog.
    Jeg har allerede abstinenser efter at høre hvordan dit næste spændende kapitel bliver. Om arbejde kan lindre eller om det udsætter den heling som forhåbenligt må komme en dag.
    Og hvornår den dag kommer for dig. Jeg tror nemlig du når dertil før jeg. Jeg er temmeligt bitter.

    Øv. Nå. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive men: “staaaay, dont you walk away”. På den ene eller den anden måde.

    Kh pigernes nysgerrige mor.

    • Kære Pigernes mor – tusind tak for din kommentar! Jeg har fået så mange søde kommentarer, som jeg synes netop sætter fokus på at det er vigtigt at give alle de svære følelser en stemme. Og det søgte jeg jo selv med lys og lygte, sidste sommer, så jeg bliver ved. Jeg skal bare lige finde formen!

  14. Birgitte B siger:

    Jeg er først lige faldet over din blog i dag. Jeg har læst alle dine indlæg fra ende til anden (i omvendt rækkefølge, men det betød ikke noget). Jeg ville ønske, at din blog havde eksisteret dengang jeg selv stod i lortet. Trods det var mit eget valg og mig der gik. Der er så mange følelser, der er helt, helt de samme…
    Jeg har om 9 dage været skilt i 6 år. Jeg har slugt ca. 100 million (meget store) kameler, for at have en ordentlig og god kommunikation med mine børns far. Ud fra devisen, at jeg skal trækkes med ham resten af livet – og at det ikke er mine børns skyld, at deres forældre er skilt. Der har været flere liter tårer, skænderier i uendelighed og bitterhed så tyk, så tyk. Men det bliver bedre. Med tiden. Det er min eneste ‘trøst’.
    Og tillykke med jobbet (jeg kan glæde mig over, at jeg om 6 mdr. er færdig med at betale den studiegæld, som ‘vi’ var enige om at optage og som ‘vi’ brugte på at rejse, men som ‘jeg’ måtte overtage ved skilsmissen. Damn…).

    • Kære Birgitte, tusind tak for din kommentar. Den gør mig både glad og lidt opgivende – erkendelsen af at jo, det tager bare sÅ lang tid! Og tårer og skænderier. Men det gør det jo. Og så får den mig til at tænke over hvorfor jeg dog ikke for pokker kan begynde at sluge de kameler. Der er sgu lang vej igen. Godt der stadig er et år endnu!

  15. selvskilsmissebarn siger:

    Det er en super blog, men jeg synes også, at det er ok, at de mennesker, der bliver skrevet om, har en holdning til det. Nogen af jer skriver, at de bare kan lade være med at læse med osv. Men hvis oplevelser bliver genkendt i deres kredse, så er det jo ikke ligegyldigt for dem. Jeg er selv skilsmissebarn, og min mor kom sig aldrig over, at min far gik. 23 år efter gik hun stadig med ringen, og de kunne ikke være i samme stue, så alt skulle “fejres” to gange. Det er fair at være såret, og det er helt okay at reagere. Men der er mange mennesker, der bliver såret i en skilsmisse, og den måde, man tackler det på, har konsekvenser, også når man selv er kommet videre. Det er vigtigt, at vi også kan tale om grimme følelser, og alt det der gør ondt. Men det er også okay, at folk beder om lidt privatliv.

  16. Rikke siger:

    Jeg er så glad for at have været så heldig at opdage din blog forleden dag. Jeg har læst det hele nu og blev meget ramt af mange af de ting du skriver. Håber på meget mere fra din pen, det er noget helt særligt du kan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s