Jeg er begyndt at tale med ham igen. Vist ikke bare til ham. Men med ham.
Af tre grunde.
En historie fra det virkelige liv gjorde mig smerteligt bevidst om, at det er mit eget valg, om jeg vil have min tidligere bedste ven i mit liv. Om jeg vil smide alt, hvad vi har haft ud. Eller om jeg vil samle de stumper og stykker, der stadig er og værne om de mange fine ting, vi faktisk havde. Om jeg vil have et menneske i mit liv, som jeg kan dele de gode og de svære ting ved børnene med. Ikke en veninde som forsøger at sætte sig i et sted. En helt andens sted. Men med en som er på præcis samme sted.
Jeg inviterede til våbenhvile. Og fordi han er, som han er, tog han imod. Heldigvis. Det føltes angstfyldt. Og ok på samme tid. Jeg kunne tænke det frem og tilbage og helt i stykker. Om det nu også virkelig var, det jeg følte for. Om jeg virkelig turde. At genoptage en relation, jeg ikke vidste, om jeg faktisk var klar til. Men det har jeg slet ikke tid til. Slet ikke. Det sørger 29 syvårige for. Det er en kæmpe gave.
Og måske vigtigst, så sørger mødet med andre mænd for, at jeg kan se min eksmand i øjnene. Og se ham som han er. Uden hele tiden at føle svigt. At føle jalousi. At føle mig afvist. Fordi det hjerte, der har været så mast. Det har ranket sig en smule. Det har sat sig selv i spil igen. Som et hjerte på 14. Og det går ikke særlig godt med det. Slet ikke. Men hjertet tør det. Og det gør det. Og dét betyder, at der er blevet plads til ham igen.
Og for hvad det er værd for det lille hjerte, der får så mange knubs, så er det en kæmpe gave, at have fået ham igen. Pakket meget velkendt og meget trygt ind.
De siger det tager to år 
Jeg tror ikke altid, at jeg læser hvad du skriver..er så forelsket i din skrivestil at jeg bare flyder hen. Men jeg læste lige igen, og forstod.
Wow er min første tanke, modige dig.
Og bare det var min 6 årige der var så heldig, at lære sprogforståelse af dig.
Velkommen tilbage :)
Kære Charlotte, tak for din kommentar. Hvor er du bare sød :)
Mmmmmm mænd. Eminente til at få en til at abstrahere.
Ja, helt vildt :)
DU ER SEJ!
JA! :) Det er du garanteret også!! :)
Blev skilt for, om ikke så længe, 4 år siden. Mit valg. Jeg ku godt tåle det. Tåle at opgive det planlagte og forventede liv med manden som jeg havde elsket så højt. Mine børn ku ikke tåle det. De døjer stadig. Og når jeg læser dine tekster gør det så ondt, mine tårekanaler knokler, fordi jeg på sin vis læser om deres sorg, deres afsavn, deres ændrede forudsætninger for et liv. Jeg er skyld i deres smerte. Puh! Pis oss’… Og det tager mere end to år, kan jeg godt røbe…
Av! Det er op- og nedtur….
Et hjerte der ranker sig. En kerne af selv, der spirer og slår rod. Et liv der åbner sig for muligheden for overlevelse. Hold fast!
Ja, det er virkelig med at holde fast – det er sgu så skrøbeligt!
Hvor rart, at du er tilbage – og i god form. :-). Hvor er det sejt, at du tager relationen op igen.
Kære Henriette,
tak! Og ja – lige nu er jeg ret sej, hvis jeg selv skal vurdere det, men hold op jeg kigger mig selv over skulderen konstant, for at se hvornår opturen vender…
Velkommen tilbage – og godt at læse mellem linierne at du er et andet sted nu end for nogle måneder siden…….
Alt det bedste til dig – P
Kære Pernille, tak! Og tak :)
Vil du ikke nok skrive noget mere. Åh, vil du ikke nok skrive noget mere. Mange kan skrive hjertet i stykker, så læseren får kvalme af hvor slem virkeligheden derude kan være, og det er i sig selv flot at kunne – men du kan noget mere. Jeg kan ikke sætte ord på det. Det er bare … mere helstøbt. End så mange andre flotte, svære ord derude.
Ikke at det er en konkurrence. Jeg fik det bare sådan lidt … Okay, hør her: Det var lidt et rigtigt savn, jeg mærkede, da jeg registrerede, at der stod at denne post var skrevet 22. september og at den forrige var fra juli. Savn, du! Underligt!
Kh Dines.
Kære Dines,
Tusind tak for din kommentar! Den gjorde mig Meget glad! Jeg vil egentlig gerne skrive mere, men jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg har mere at skrive om pt.
Men mange tak!
PS: du har også engang skrevet noget virkelig pænt om min eksmands måde at skrive på – sjovt ikke – muligvis mest for mig, men alligevel.
Jeg er sikker på, at det bliver vidunderligt, uanset hvad du skriver om. Men men. Jeg kender det godt. At blive trukket i kjoleskørtet, afkrævet noget man simpelthen ikke lige ligger ind med.
Den kræver mere forklaring, den med din eksmand. Hvis det er for hemmeligt, så bor jeg på dines (@) infotainer (.) dk – jeg er meget nysgerrig!