# 71

Det var altid ham, der planlagde, bookede, købte, arrangerede og gennemførte rejser. Vores rejser. Jeg var mest med som blind passager. På eget manglende initiativ. Min første rejse uden ham var tung af symbolik. Ud i om jeg kunne finde ud af det. Finde ud af at købe en billet. Finde vej. Være mig. Alene. Ude. På vej.

Det gik. Nogle gange bedre end andre. Og jeg nåede frem, hvor veninder og vidunderlig by tog godt imod mig. Men følelsen af frihed lod vente på sig. Følelsen af selvstændighed svigtede. Følelsen af at være komplet fucked snart et år efter voksede sig større og større.

For når jeg vågnede fra en lur, kom følelsen af, at jeg glædede mig til at komme hjem til ham og ungerne og huset (What!?!?). Når jeg så nogle sjove stribede sokker, kom impulsen til at købe dem til ham (Seriøst!?!). Når jeg blev usikker, fik jeg det største hul i maven. I verden. I mig. Over ikke at have nogen livline hjem. Eller ind. Til hvad der måske kunne være mig.

En veninde har lært mig, at de største gaver tit er pakket super sært ind. Og heldigvis nåede jeg at få øje på, at det hul slet ikke handlede om ham. Men om at have en krykke. At klamre sig til, når ens ben ikke synes at kunne bære. Fordi veninderne snakker alt for længe, om noget man ikke synes, er sjovt. Fordi man ikke kan finde ud af at shoppe. Fordi man bare ikke lige passer ind, og leder efter et sted, hvor det i det mindste er meningen, man skal høre til.

Heldigvis var Berlin også fyldt med sjove, smukke, kloge, vidunderlige veninder, grønne træer, dejlige mænd, kaffe, drinks, cykler og sol. Og det var bare en generalprøve. Næste gange snyder jeg ikke foran i køen og lader min dobbelt chokolate-chip-cookie-creme-someting-of-a-nasty-coffee worth a million bucks stå i security for at panikløbe gennem gangene efter et fly, som… vist i vir……keligheden….først…. går…..om……1 1/2 time……

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 4 kommentarer

# 66

Det var som om, det gik lidt for godt. Som om jeg var lidt for meget oven på. Som om der blevet kigget lige lovlig meget i øjne. På hænder. På kroppe. Stoppe skulle det i hvert fald. Åbenbart. Det skulle jeg nok selv sørge for.

Min psykolog siger, at jeg skal regne med at have ‘mentale tømmermænd’ i halvanden til to måneder, når jeg har haft for meget kontakt med ham. Kontakt der ender i gråd. Beskyldninger. Angreb. Og efterfølgende behov for tilgivelse, lettelse og renselse. To måneder! Alene tanken om det burde kunne holde mig fra at ringe. Men jeg er afhængig. Åbenbart. Så det kan det ikke.

Nu tager jeg på weekendtur. For første gang siden dengang. Jeg kan blive ramt af tanker om, at jeg da slet ikke kan finde ud af at købe en flybillet uden ham. Eller finde ud af at komme fra lufthavnen uden ham. Eller noget som helst uden ham. Det har aldrig været vigtigere end nu at gøre noget uden ham. For der var da engang, hvor jeg slet ikke havde mødt ham endnu. Var der ikke?

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | 13 kommentarer

# 64

A bliver ved med at savne sin far. På en måde jeg ikke har set ham gøre før. Med ord jeg ikke har hørt ham sige før. Med tårer jeg aldrig har skulle tørre fra hans kinder før. Jeg holder om ham. Trøster ham. Lytter og forstår. For en tid.

For når dagen starter med savn og derefter en historie om, hvor hurtigt hendes søn tager tøj på om morgene, når de har sovet sammen. Så bliver jeg så træt. Når A beklager sig højt og længe over, at det er kedeligt at være hos mig, fordi der ikke er nogen(hendes søn) at lege med. Så bliver jeg kort for hovedet. Når jeg i to døgn har hørt på, at far er meget sjovere at lege med. Så kan jeg ikke længere skille dem ad. Far og søn. Ham og hende. Hendes og min. Jeg mister overblikket. Mister min fornuft. Mister min dømmekraft. Synes de har rottet sig sammen. Mod mig. Alle sammen. Også min søn på 4. Så skælder jeg ud. Over alting og ingenting. Fortæller mig selv, at jeg sætter grænser. Mens jeg i virkeligheden overskrider dem. A’s grænser.

Mine veninder er søde til at sige, at han kun har én mor. At et barn har brug for begge forældre. At han altid vil elske sin mor. Hvis jeg som barn havde kunne vælge. Mellem en skrap mor. Eller en glad og forelsket far i selskab med en anden voksen plus min bedste veninde. Så ved jeg godt hvad for en fest, jeg ville have valgt. Og jeg forstår godt, hvorfor A helst vil være hos sin far. Jeg synes bare, konkurrencen er unfair. Og det eneste jeg kan gøre, er at blive en endnu bedre mor. En voksen en af slagsen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 23 kommentarer

#61

Det går godt. Det går virkelig godt. Jeg ved ikke, om det er virkeligt. Det føles som om, at det er meget lang tid siden, jeg var ked af det. Jeg kan se, at det er tre uger siden. Siden jeg hulkede ud over torvehallerne og det halve af Nørreport. Måske er tre uger lang tid. Jeg ved det ikke.

Men det føles godt. At kigge op. At kigge ud. At kigge i øjne. Længe. Det føles som om, der er noget, der lever. Noget der har været i dvale. I årevis. Det er boblende. Flyvende. Let. Det er vigtigt.

Jeg kigger på de andre familier. På far, mor og børn. Jeg er så lettet over, at det ikke er mig, der skal stå og himle med øjne. Over en mand som har helt slukkede øjne. Jeg nyder, at det ikke er mig, der hele tiden forhandler. Samtaler. Aftaler.

– Skat, kan du ikke lige, så tager jeg …?

– Jo, det skal jeg nok gøre skat, når jeg lige har …

– ok

– Hov skaaAt..?!? Gider du ikke lige …?

Men det er så uendelig skrøbeligt. For når det rigtige smil ikke rammer. Når min iPhone går i stykker. Når jeg har glemt at lave aftaler i weekenden. Så føler jeg mig som det mest ensomme menneske.

Når jeg henter børnene fredag eftermiddag i solskin, så ville jeg give min højre arm for, at vi skulle hjem og mødes med en. Når A, allerede inden vi cykler ud fra børnehaven, siger, at han savner sin far, så ville jeg gerne give min anden arm for, at kunne spole tiden halvandet år tilbage, og bare være en del af en familie, hvor man løfter i flok, taler sammen og ingen savner nogen. Når jeg ser, at hun har liket et billede. Af min lille E. I min gamle have. Med blomstrende syrener og ny sandkasse. Så ville jeg give alt, hvad jeg ejer, hvis det kunne få hende til at pulverisere. Og ham med.

Når det sker, så aner jeg ikke, hvad der er virkeligt. Hvad der er mest virkeligt. Hvad der er min virkelighed.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

#58

Jeg begyndte at tjekke ham. Om han gjorde ting rigtigt. Om han gjorde det, som jeg ville have det. Om han gjorde, hvad han sagde, han gjorde. Om mælken blev sat i køleskabet. Om müslie’en blev blandet op med havregryn. Om tøjet blev vasket, sengen redt, lyset slukket. Jeg tror, jeg glemte at se, hvad han gjorde godt.

Der var sort pulver på komfuret. Garanteret min dyre økologiske vanilje. Jeg kørte min finger gennem det og slikkede på den.

Jeg stod i vores køkken med en virkelig bitter smag i munden. Jeg så mig selv udefra. Jeg lignede en idiot. Med kaffegrums i munden. Jeg ønsker at tro, at det var her, jeg stoppede med at ville kontrollere ham. Måske stoppede jeg op. Jeg tror ikke, jeg stoppede.

Min telefon er helt ødelagt, og i solskin er det umuligt at se, hvad man skriver. Den mail, jeg i raseri skrev til ham midt på legepladsen, da A havde fortalt om weekendeturen, blev alt for lang. Jeg opgav halvvejs. Det var alt for besværligt. Lige der. Lige nu. Jeg tror, jeg gav slip. Der. På den kramagtige kontrollering. Af ham. Af hans liv. Af mig. Det giver ikke længere mening. Vi er for langt fra hinanden. Jeg er ikke længere en del af hans liv, og han er ikke længer en del af mit.

Jeg tænkte ikke ret meget på cykler i weekenden. Eller på ham. Eller på hende. Der var alt for meget sol. Alt for mange pæne mænd. Alt for dejligt.

Og hun var slet ikke med i Jylland. Åbenbart.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , | 13 kommentarer

#54

Det er snart et år siden.

I de her dage går jeg og siger det højt for mig selv igen og igen.

– Det er snart et år siden.

På mange måder føles det som blot to måneder siden. På mange måder er jeg samme sted som dengang. I samme lejlighed. På samme studie. Med samme familieform. Men heldigvis er der også rigtig mange ting, der ser helt anderledes ud. Jeg har ingen kontakt med ham mere. Og det betyder alt. Betyder at jeg kan stå selv. Betyder at jeg kan trække vejret selv. Betyder at jeg kan være mig selv. Jeg kan mærke, at det hele står om hjørnet og venter. Et nyt hjem. Et nyt arbejde. En ny kæreste. Hvis jeg vil. Hvis jeg vil mig selv det bedste.

Når det ikke går godt, så tænker jeg kun på dem. På hende. På hende i mit hus. På hende med hans arme omkring sig. På hende med mine børn. Så skal jeg tvinge min hjerne et andet sted hen.

– Der er en cykel. En cykel er lavet af jern. Og plastik. Den cykel er rød. Den cykel er blå. Der er to dæk på en cykel. Og et styr. Den har et bagagebærer. Man kan cykle på en cykel. Den har en ringeklokke. Den kan man ringe med. Så man kan komme forbi. Så man kan cykle hurtigt. På sin cykel.

Jeg kommer til at tænke rigtig meget på cykler i weekenden. Og på tandkrus. Og postkasser. Bænke, busser, havelåger.

I weekenden skal jeg for første gang være væk fra lille E i 3 dage og 2 nætter. Mens hun er sammen med sin far og sin storebror på weekend hos farmor og bedstefar. Sammen med hende… Kunne min søn oplyse mig om i går. Sammen med hans bedste ven og hans mor. Det er den store lykkelige samenbragte familie på tur – hele pakken – pakket flot og nyt ind – noget jeg syntes var min pakke – nu pakket med hende.

Lille E er en meget bestemt pige. Lille E har ret meget lyd, når hun vil det. Lille E vil kun, hvad hun selv vil. Jeg håber, lille E skriger hele vejen til Mors. Og tilbage igen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 21 kommentarer

# 40

Hun stryger mig forsigtig over ryggen og sætter et stort glas vand og en kage foran mig.

Jeg hulker videre ned i telefonen. Der bliver ringet op. Smækket på. Ringet op. Sagt undskyld. Beskyldt og skældt ud. Jeg siger ikke undskyld. Det er den del af vores mønster, som jeg kan huske. Den eneste del. Det jeg ikke må. Alt andet kører på repeat. Alle mine følelser. Ud over ham. Ufiltreret. Uhensigtsmæssigt. Ukontrolleret.

At jeg aldrig kommer til at tro på, at det bare skete. Om han fatter, hvor rædselsfuldt det er, at en kvinde, man ikke kan li, skal på sommerferie med ens barn? Om han nogensinde kommer til at forstå, hvor langt ude det er at gå fra en 4 måneder gammel baby? Hvordan jeg aldrig mere kommer til at have respekt for ham, Hvordan vi aldrig kommer til at have en god relation igen. Hvordan jeg håber, han forsvinder ud af mit liv for altid.

– Kan du ikke huske parterapeuten sagde det???

– Nej, det har han aldrig sagt!

– Seriøst!? Kan du ikke huske det? Kan du ikke huske, at han sagde, da hun var 4 måneder gammel, og du aldrig kiggede på hende – at hun lå der og var symbolet på alt det, du aldrig havde sagt fra, men at du var hendes far, og at det skulle du være nU. Kan du ikke huske det??

– Nej, det har han Aldrig sagt. Du finder på det!

– Du er jo sindssyg – jeg bliver bange for, at du er sindssyg.

– Det er fandme dig, der er sindssyg!

Til sidst bliver jeg i tvivl. I tvivl om om jeg husker forkert. I tvivl om om det ér noget, jeg finder på. I tvivl om om jeg er ved at blive sindsyg. Han siger, at vi har to forskellige virkeligheder. At vi ser forskelligt på det, der skete. At vi aldrig vil blive enig om, hvordan det var. Jeg kan ikke forstå, at man kan have to forskellige virkeligheder. Enten kiggede man på sit barn, eller også gjorde man ikke. Jeg kan ikke forstå, at han kan benægte det. Min veninde kan godt forstå det. Og det er på en måde godt.

Jeg cykler og dagdrømmer. Dagdrømmer om succes. Om en stor karriere. Ligegyldigt hvor. Bare succes. Smil. Overskud. Hvordan han skal se mig på afstand. Hvordan han skal se alt det, han ikke er en del af. Hvordan han skal forstå og mærke, at han ikke er andet end en lille ubetydelig pissemyre.

Så kommer jeg i tanke om, at det er mindre end to døgn siden, jeg viste ham min absolut mindst attraktive, absolut mest sindssyge, usammenhængende, fægtende, rasende, ulykkelige, men mest af alt mest uværdige side. Og jeg får en fornemmelse af, at dét – bare det at komme på benene igen. At samle stumperne op. At skabe identiteten fra ny. At holde på værdigheden. Det kommer til at tage meget mere end to år.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , , | 12 kommentarer

# 33

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har savnet min mor. Eller min far. Da jeg var barn. Ikke hos mine veninder. Ikke på lejrskole. Eller på ferier. De var der bare. Det var ikke noget, jeg skulle tænke over – intet at forholde mig til.

Han savner sin far. Meget. Han er 4 år, og han savner sin far. Han tæller nætter. Han forsøger at få styr på det. Forsøger at få kontrol.

– Hvor mange gange skal jeg sove hos dig?

– 3 gange

– Og hvor mange gange skal jeg sove hos far?

– Der skal du sove 2 gange

– Og så 2 gange hos dig?

– Ja

– Og så hjem til far?

Det river mit hjerte i stykker, hver gang han sætter ord på det, som jeg til hverdag bilder mig selv ind, er blevet en naturlig del af ham. Det er det ikke. Det river også hans lille hjerte i stykker. At skulle flytte frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage.

Endnu er han så lille, at han er, hvor han er. Størstedelen af tiden er han i nuet. Men den tilstand. Den tilstand som er så effektiv for små mennesker at skærme sig mod store menneskers fejltagelser og fuck ups. Den er på lånt tid.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham, når han savner sin far. I starten græd jeg. For jeg savnede også hans far. Jeg græder ikke mere. Jeg siger, at jeg forstår ham. Men det gør jeg ikke. Jeg har aldrig været ham. Og jeg har aldrig skulle deles i to lige store hele dele. Jeg siger, at vi passer på ham. Jeg siger, at vi elsker ham. Jeg siger, at vi gør det så godt, vi kan. Men intet af det jeg siger, giver ham hans far.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | 10 kommentarer

# 32

Jeg havde aldrig haft den følelse før. Jeg havde aldrig mødt den. Jeg vidste ikke, at den fandtes. Det der før var frit fald uden friktion. Blev en implodering af universet. En tæt omsluttet ekspandering. Jeg blev større med ham. Jeg blev hel med ham. Vi blev hinanden uden at være nogen. Jeg ved, det lyder stort. Det var stort. Og selvfølgelig en illusion. Men hvilken illusion. Hvilken angst. Hvilken selvopofrelse.

Jeg har haft et re-encounter med en anden. Det var en god modgift. Perfekt modgift. For en tid. Det var bare det, det var, og det var det, det skulle være.

Og i et øjeblik er jeg i frit fald igen. I et øjeblik knækker de ben, jeg har arbejdet så hårdt på at gøre stærke. På det øjeblik ved jeg, at jeg på ingen måder er parat til at skulle være tæt på en anden. Andre end mig selv. Uden at miste mig selv.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 2 kommentarer

# 25

Min ring var virkelig fin. Lille. Simpel. Jeg elskede at have den på. Hans ring var flot. Tung. Og han begyndte at tage den af et år før han gik.

Jeg så den ligge i vindueskarmen.

– nåe, det var fordi jeg lavede fiskefrikadeller

Jeg så den ligge på badeværelset

– nåe, det er fordi den slår A i hovedet, når jeg klapper ham,

Jeg begyndte at lægge mærke til, om han havde den på. Når han gik ud. Når han gik på arbejde. Når han gik i kiosken. Han begyndte aldrig at have den på. Måske blev hans finger kvalt. Måske blev hans højre hånd for tung. Måske vidste hans krop det bare et år før, han selv turde tænke tanken.

Og måske skulle jeg ha set det komme.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 11 kommentarer