# 91

Sidste sommer regnede det. En del. Mener jeg. Jeg husker det som om, at det regnede hele tiden. Og for en gangs skyld tror jeg, at jeg husker rigtigt. Det var fantastisk! At krybe sammen i sofaen med lille E snorkende ved siden af. Ikke nogen panik. Over ikke at sidde i tropenætter. Og drikke vin. Og have det dødsjovt. Bare mig og E og en masse tv-serier.

Jeg husker glimt. Jeg prøver at dukke mig for. At råbe højt af A i styrtende regnvejr i Ørstedparken foran en stille turistfamilie. At slæbe A i den ene arm og med en baby på maven op af trapperne til 4. sal. At miste besindelsen. Miste kontrollen. Miste jorden under mig. Igen og igen.

Sommerferien nærmer sig nu. Alle minder, følelser og desperate handlinger hænger i luften. I rummet. I byen. Og jeg tænker, at det er derfor, de siger, at det tager to år og ikke et. Der er et år til at komme igennem det hele og et år til at gå og dukke sig for alt det, der ligger i sidste års erfaring.

Men nu kan den lille selv gå til fjerde. Den store kan tales til fornuft. Eller i værste fald bestikkes. Og den største har nu to stærke ben og en fast grund at stå på. Jeg glæder mig til at lægge afstand til den sommer. Sidste sommer. Som snart er forrige sommer.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

# 81

Jeg tror nok, at det går godt. Det går vist nok godt. Sådan ok.

Nemesis ånder mig selvfølgelig i nakken blot ved tanken om det. Godt. Det går godt. Men det gør det.

I søndags var det et år siden. At han fik mig til at sige, det til ham, som han ikke selv turde sige til mig. Jeg har lagt et helt år bag mig. Lagt det bag mig. Jeg er lidt lettere. Jeg har givet slip. Ikke på alt, bevars. Men for nu.

Nok er nok.

Jeg har brugt et år. Jeg har været igennem alt. Sommerferie. Efterår. Jul. Årstidsfester. Fødselsdage. Og nu er det tid til mig. Til mit liv. Til at skabe mig mit liv. Som jeg vil have det. Fra bunden.

Og det føles fantastisk. Frigørende. Let. Så meget at jeg i dag stoppede op og snakkede med hendes søn i børnehaven …

Jeg markerede årsdagen med at samle mine veninder lørdage aften i Ørstedsparken til slavedrinks og billige chips. Blandt andet for at fortælle dem, at jeg aldrig havde kunne gøre det uden dem. Det havde jeg ikke. Aldrig. De var så søde. Og havde gaver med. Lækkert undertøj, olie, notesbog til smukke tanker og bøger. Alle gaver blev glemt og forsvandt. Jeg forsøger ikke at ærger mig gul og grøn. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det kun er materielle ting. At det måske er et smukt symbol på, at jeg skal give slip og efterlade alt, hvad det år bød på, i fortiden.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 11 kommentarer

# 74

Engang var alle drømmene for vores børn fælles. Eller i hvert fald dem der blev sagt højt. Blev vist nok udtalt som fælles drømme. Jeg kan ikke rigtig huske det. Måske var det bare mine drømme. Men det var i hvert fald vores børn. Vores. Fælles. Og vi tog fælles beslutninger. Eller i hvert fald dem der blev talt om inden, de var truffet. Vores fælles beslutninger. Om vores fælles børn.

Som jeg også tidligere har fortalt flytter vi sammen på et tidspunkt, det ligger ikke fast hvornår endnu. Det bliver sikkert sidst på sommeren og det bliver sikkert i huset. Jeg ved det giver en masse udfordringer især i forhold til  A, men du må stole på at jeg håndtere situation godt. Mere er der sådan set ikke at sige og jeg skal nok holde dig orienteret om de ting, der berøre vores børn – og hvis du er i tvivl, må du spørge.

Jeg er i tvivl. Jeg er sindssygt meget i tvivl. Om hvor grænsen går. Engang var det vores børn. Er det stadig vores børn? Eller er det mine børn? Og dine børn. For hvor meget må man blande sig i hinandens liv? Jeg skal da ikke blande mig i, om han flytter sammen med hende. Men det er jo også mine børn, der skal flytte sammen med hende. Berører det så mig? Det føles som om, at det berører mig. Det rører mig meget. Sikkert alt for meget. Men det lyder ikke til, at det skulle røre mig det mindste. Og må man så blande sig i noget, der ikke berører en, men rører en? Rører ved en fortvivlelse og en afmagt af dimensioner, jeg ikke har mødt før. Sikkert meget større end det behøver være.

Jeg skal bare spørge, hvis jeg er i tvivl. Jeg er så meget i tvivl. Men vi taler ikke samme sprog. Og når jeg spørger, giver det kun mere tvivl. Fortvivelse og afmagt. Og en vished om at ja, fra nu af er det mine børn. Og dine børn. Vores børn bliver blot en brik i en illusion om den lykkelige skilsmisse.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , , , , | 9 kommentarer

# 71

Det var altid ham, der planlagde, bookede, købte, arrangerede og gennemførte rejser. Vores rejser. Jeg var mest med som blind passager. På eget manglende initiativ. Min første rejse uden ham var tung af symbolik. Ud i om jeg kunne finde ud af det. Finde ud af at købe en billet. Finde vej. Være mig. Alene. Ude. På vej.

Det gik. Nogle gange bedre end andre. Og jeg nåede frem, hvor veninder og vidunderlig by tog godt imod mig. Men følelsen af frihed lod vente på sig. Følelsen af selvstændighed svigtede. Følelsen af at være komplet fucked snart et år efter voksede sig større og større.

For når jeg vågnede fra en lur, kom følelsen af, at jeg glædede mig til at komme hjem til ham og ungerne og huset (What!?!?). Når jeg så nogle sjove stribede sokker, kom impulsen til at købe dem til ham (Seriøst!?!). Når jeg blev usikker, fik jeg det største hul i maven. I verden. I mig. Over ikke at have nogen livline hjem. Eller ind. Til hvad der måske kunne være mig.

En veninde har lært mig, at de største gaver tit er pakket super sært ind. Og heldigvis nåede jeg at få øje på, at det hul slet ikke handlede om ham. Men om at have en krykke. At klamre sig til, når ens ben ikke synes at kunne bære. Fordi veninderne snakker alt for længe, om noget man ikke synes, er sjovt. Fordi man ikke kan finde ud af at shoppe. Fordi man bare ikke lige passer ind, og leder efter et sted, hvor det i det mindste er meningen, man skal høre til.

Heldigvis var Berlin også fyldt med sjove, smukke, kloge, vidunderlige veninder, grønne træer, dejlige mænd, kaffe, drinks, cykler og sol. Og det var bare en generalprøve. Næste gange snyder jeg ikke foran i køen og lader min dobbelt chokolate-chip-cookie-creme-someting-of-a-nasty-coffee worth a million bucks stå i security for at panikløbe gennem gangene efter et fly, som… vist i vir……keligheden….først…. går…..om……1 1/2 time……

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | 4 kommentarer

# 66

Det var som om, det gik lidt for godt. Som om jeg var lidt for meget oven på. Som om der blevet kigget lige lovlig meget i øjne. På hænder. På kroppe. Stoppe skulle det i hvert fald. Åbenbart. Det skulle jeg nok selv sørge for.

Min psykolog siger, at jeg skal regne med at have ‘mentale tømmermænd’ i halvanden til to måneder, når jeg har haft for meget kontakt med ham. Kontakt der ender i gråd. Beskyldninger. Angreb. Og efterfølgende behov for tilgivelse, lettelse og renselse. To måneder! Alene tanken om det burde kunne holde mig fra at ringe. Men jeg er afhængig. Åbenbart. Så det kan det ikke.

Nu tager jeg på weekendtur. For første gang siden dengang. Jeg kan blive ramt af tanker om, at jeg da slet ikke kan finde ud af at købe en flybillet uden ham. Eller finde ud af at komme fra lufthavnen uden ham. Eller noget som helst uden ham. Det har aldrig været vigtigere end nu at gøre noget uden ham. For der var da engang, hvor jeg slet ikke havde mødt ham endnu. Var der ikke?

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | 13 kommentarer

# 64

A bliver ved med at savne sin far. På en måde jeg ikke har set ham gøre før. Med ord jeg ikke har hørt ham sige før. Med tårer jeg aldrig har skulle tørre fra hans kinder før. Jeg holder om ham. Trøster ham. Lytter og forstår. For en tid.

For når dagen starter med savn og derefter en historie om, hvor hurtigt hendes søn tager tøj på om morgene, når de har sovet sammen. Så bliver jeg så træt. Når A beklager sig højt og længe over, at det er kedeligt at være hos mig, fordi der ikke er nogen(hendes søn) at lege med. Så bliver jeg kort for hovedet. Når jeg i to døgn har hørt på, at far er meget sjovere at lege med. Så kan jeg ikke længere skille dem ad. Far og søn. Ham og hende. Hendes og min. Jeg mister overblikket. Mister min fornuft. Mister min dømmekraft. Synes de har rottet sig sammen. Mod mig. Alle sammen. Også min søn på 4. Så skælder jeg ud. Over alting og ingenting. Fortæller mig selv, at jeg sætter grænser. Mens jeg i virkeligheden overskrider dem. A’s grænser.

Mine veninder er søde til at sige, at han kun har én mor. At et barn har brug for begge forældre. At han altid vil elske sin mor. Hvis jeg som barn havde kunne vælge. Mellem en skrap mor. Eller en glad og forelsket far i selskab med en anden voksen plus min bedste veninde. Så ved jeg godt hvad for en fest, jeg ville have valgt. Og jeg forstår godt, hvorfor A helst vil være hos sin far. Jeg synes bare, konkurrencen er unfair. Og det eneste jeg kan gøre, er at blive en endnu bedre mor. En voksen en af slagsen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 23 kommentarer

#61

Det går godt. Det går virkelig godt. Jeg ved ikke, om det er virkeligt. Det føles som om, at det er meget lang tid siden, jeg var ked af det. Jeg kan se, at det er tre uger siden. Siden jeg hulkede ud over torvehallerne og det halve af Nørreport. Måske er tre uger lang tid. Jeg ved det ikke.

Men det føles godt. At kigge op. At kigge ud. At kigge i øjne. Længe. Det føles som om, der er noget, der lever. Noget der har været i dvale. I årevis. Det er boblende. Flyvende. Let. Det er vigtigt.

Jeg kigger på de andre familier. På far, mor og børn. Jeg er så lettet over, at det ikke er mig, der skal stå og himle med øjne. Over en mand som har helt slukkede øjne. Jeg nyder, at det ikke er mig, der hele tiden forhandler. Samtaler. Aftaler.

– Skat, kan du ikke lige, så tager jeg …?

– Jo, det skal jeg nok gøre skat, når jeg lige har …

– ok

– Hov skaaAt..?!? Gider du ikke lige …?

Men det er så uendelig skrøbeligt. For når det rigtige smil ikke rammer. Når min iPhone går i stykker. Når jeg har glemt at lave aftaler i weekenden. Så føler jeg mig som det mest ensomme menneske.

Når jeg henter børnene fredag eftermiddag i solskin, så ville jeg give min højre arm for, at vi skulle hjem og mødes med en. Når A, allerede inden vi cykler ud fra børnehaven, siger, at han savner sin far, så ville jeg gerne give min anden arm for, at kunne spole tiden halvandet år tilbage, og bare være en del af en familie, hvor man løfter i flok, taler sammen og ingen savner nogen. Når jeg ser, at hun har liket et billede. Af min lille E. I min gamle have. Med blomstrende syrener og ny sandkasse. Så ville jeg give alt, hvad jeg ejer, hvis det kunne få hende til at pulverisere. Og ham med.

Når det sker, så aner jeg ikke, hvad der er virkeligt. Hvad der er mest virkeligt. Hvad der er min virkelighed.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer