Hun stryger mig forsigtig over ryggen og sætter et stort glas vand og en kage foran mig.
Jeg hulker videre ned i telefonen. Der bliver ringet op. Smækket på. Ringet op. Sagt undskyld. Beskyldt og skældt ud. Jeg siger ikke undskyld. Det er den del af vores mønster, som jeg kan huske. Den eneste del. Det jeg ikke må. Alt andet kører på repeat. Alle mine følelser. Ud over ham. Ufiltreret. Uhensigtsmæssigt. Ukontrolleret.
At jeg aldrig kommer til at tro på, at det bare skete. Om han fatter, hvor rædselsfuldt det er, at en kvinde, man ikke kan li, skal på sommerferie med ens barn? Om han nogensinde kommer til at forstå, hvor langt ude det er at gå fra en 4 måneder gammel baby? Hvordan jeg aldrig mere kommer til at have respekt for ham, Hvordan vi aldrig kommer til at have en god relation igen. Hvordan jeg håber, han forsvinder ud af mit liv for altid.
– Kan du ikke huske parterapeuten sagde det???
– Nej, det har han aldrig sagt!
– Seriøst!? Kan du ikke huske det? Kan du ikke huske, at han sagde, da hun var 4 måneder gammel, og du aldrig kiggede på hende – at hun lå der og var symbolet på alt det, du aldrig havde sagt fra, men at du var hendes far, og at det skulle du være nU. Kan du ikke huske det??
– Nej, det har han Aldrig sagt. Du finder på det!
– Du er jo sindssyg – jeg bliver bange for, at du er sindssyg.
– Det er fandme dig, der er sindssyg!
Til sidst bliver jeg i tvivl. I tvivl om om jeg husker forkert. I tvivl om om det ér noget, jeg finder på. I tvivl om om jeg er ved at blive sindsyg. Han siger, at vi har to forskellige virkeligheder. At vi ser forskelligt på det, der skete. At vi aldrig vil blive enig om, hvordan det var. Jeg kan ikke forstå, at man kan have to forskellige virkeligheder. Enten kiggede man på sit barn, eller også gjorde man ikke. Jeg kan ikke forstå, at han kan benægte det. Min veninde kan godt forstå det. Og det er på en måde godt.
Jeg cykler og dagdrømmer. Dagdrømmer om succes. Om en stor karriere. Ligegyldigt hvor. Bare succes. Smil. Overskud. Hvordan han skal se mig på afstand. Hvordan han skal se alt det, han ikke er en del af. Hvordan han skal forstå og mærke, at han ikke er andet end en lille ubetydelig pissemyre.
Så kommer jeg i tanke om, at det er mindre end to døgn siden, jeg viste ham min absolut mindst attraktive, absolut mest sindssyge, usammenhængende, fægtende, rasende, ulykkelige, men mest af alt mest uværdige side. Og jeg får en fornemmelse af, at dét – bare det at komme på benene igen. At samle stumperne op. At skabe identiteten fra ny. At holde på værdigheden. Det kommer til at tage meget mere end to år.
De siger det tager to år 
Jeg har selv erfaring med at opleve at virkelige ting forsøges gjort til fantasier. Måske fordi virkeligheden kan være svær at rumme og især tage ansvar for, for de der ikke forstår deres egne følelser og handlemønstre. Min exmand har gjort mig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet husker noget rigtigt. Jeg har derfor flere gange skrevet noget fakta ned. Konkret manglede der jo kys, kram og sex i mit forhold. Jeg har skrevet ned: 2 gange sex i 2011, 3 gange sex i 2010 og 2 x sex i 2009 samt ca. hvornår på året, hvordan det var og hvor det foregik. At det ligesom alt andet foregik på mit initiativ behøver jeg ikke at notere. Det ved selv han.
Puh, det lyder også hårdt!! Har han aldrig indrømmet at det var sådan det var?
Kram! Jeg kender dig ikke, men jeg ville trænge til et i din situation!
Tak – jeg har helt klart tit brug for kram – også fra folk jeg ikke kender :)
Du får i hvert fald også et kæmpe kram fra mig.
Også jeg gyser ved tanken om “hende” på den kommende sommerferie med mine børn.
Også jeg undrer mig over om eks og jeg virkeligt har oplevet de samme ting, men tvivler ikke på at vores virkelighedsopfattelser har været milevidt fra hinanden trods parterapi (hvilken ikke var at råbe hurra for).
Også jeg drømmer at eks engang vil se mig sprudle af glæde uden ham, og at han også ser hvor lille en pissemyre han er indeni sin store smarte facade, hvor “hun” -tydeligvist for alle andre, blot er en del af hans nye accessorises. Ligesom “hun” prøver at gøre mine børn til hendes accessorises.
Selvom hun aldrig for mig kan blive noget der bare minder om “pap-” eller “bonus-“. Fordi hun åbenlyst INTET ved om hvad det vil sige at være mor. Hvilke kæmpe ur-følelser det kan bringe op i en, og hvilke nedværdigende løvebrøl man kan sende til børnenes far igennem SMS og telefon af sorg, vrede og territorie-afpisning når han har skubbet en ud ad reden. Back off, din ækle grib!!! Hold dine grimme fingre fra mine børn og mit tidligere hjem!
Min indre djævel har vist sit grimme ansigt! Det er mig selv der er blevet allermest rystet! Jeg havde aldrig set den sådan før.
Rystet over, i den grad at miste det ordentlige, voksne menneske jeg troede jeg var.
Jeg håber “hun” (og hende den “nye” i dit liv) skammer sig.
Men “hende”s opfattelse af virkeligheden er sandsynligvis 3.000 % mere romaniseret end min virkelighedsopfattelse. I hendes eventyr er hun forræderen og jeg den lede heks. Og ja, jeg indrømmer: jeg er en ægte eks-heks. Fuldstændigt uden kontrol og uden accept af hendes eksistens. I hvert fald ikke som værende en eksistens med empati og indlevelsesevne. Hvordan kan han tillade en sådan kvinde at gå rundt i mine børns hjem og påvirke dem!!!?
Hun må virkeligt være det værd.
Det vil jeg da NÆSTEN håbe.
Jeg ved i hvert fald at mine børn altid vil vælge mig frem for hende! Selvom de godt kan lide hende, får hun ALDRIG deres hjerter som jeg gør. Hun KAN ikke tage min plads! Hvor meget hun så end står på hovedet for dem.
Som sagt et kæmpe, kæmpe super-Cyber-kram til dig og din indre djævel. Du skal ae den lidt. Du må ikke dunke den mere i hovedet. Den er ked af det, så ufatteligt ked af det. Det er kun dig der kan trøste den. Til gengæld gør den dig stærk derefter. Det MÅ og SKAL vi tro på!
Hilsen pigernes mor.
(…Hvordan fxxxxx kan man gå fra en hormonfyldt mor, når den lille er bare 4 mdr gammel!!!? Godt du slap af med ham. Men SÅ trist at dit virkelighedsbillede af ham, var lige så falskt og hult som mit billede af min eks Lisbeth Dahl har så ret i at en skilsmisse er værre end et dødsfald. Eksen er jo en omvandrende men meget død drømmemand).
Puh, det lyder virkelig også som en barsk omgang du er i!! Det er rystende så ude af kontrol man kan blive. Som om der ikke er så mange andre ting at tage sig af og være ked af, skal man også forholde sig til sit indre monster.
Det er så rigtigt det med at det minder om et dødsfald – og sikkert også derfor mange tænker at den forfærdelige situation næsten ville være nemmere at forholde sig til.
Kæmpe kram tilbage – jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ville gøre/vil gøre den dag der er nogen som synes de skal lege far mor og børn med mine børn. Grrrr!!
Jeg er ikke fraskilt men stedmoder. Og selvom jeg gerne vil prøve at forstå, hvor hårdt det er for jer, så prøv at huske, at ingen stedmødre ønsker sig andres børn. Vi ville ønske, de ikke fandtes, og at vi slap for dem.
Inden I flipper helt over de onde stedmødre.
S.
Kære Sarah,
Tusind tak for din kommentar!
Jeg har faktisk tænkt over det. Og selvfølgelig med visse undtagelser, så tror jeg du har Helt ret i, at man helst vil være fri for de andres børn. Og jeg er utrolig glad for at det ikke er mig der skal bygge et hjem med dine og mine – lige nu i hvert fald. Jeg tror det er virkelig svært – det er svært nok at enes om opdragelse når det er et fælles barn. Så stedmor – det er helt sikkert en kæmpe udfordring også!!(meget old School og eventyragtigt at være stedmor i disse pap pg bonus dage)
Nej, undskyld Sarah, hvis jeg kom til at generalisere. Det er bare så befriende for mig, omsider at se en mor der tør skrive om disse helt ukontrollerbare følelser. Hvis nogen mener forelskelse ikke er til at styre, kan jeg af dyrtkøbt erfaring fortælle at disse følelser er endnu sværere at styre.
Men tak for at du prøver at berolige en som mod sædvane ER flippet fuldstændigt ud!
For mig handler det mere om at han fortsætter VORES liv med en anden i “vores” hus! Jeg er skiftet ud som om jeg var en brugt sofa. Også selv om jeg halvt frivilligt flyttede ud, før hun alt for kort tid efter flyttede ind.
Jeg er ikke i tvivl om at hun i virkeligheden ville ønske mine børn væk. Det er det der gør det så meningsløst, at hun så skal være sammen med de to, jeg ville give hvert eneste minut i mit liv, hver anden uge! At hun kan have venner og familie på besøg i det hjem vi opbyggede sammen uden at han er der.
Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig at flytte ind i en “forladt” meget omhyggeligt og personligt, nyrenoveret rede. Jeg kunne ikke bo i et hus hvor eksen hænger i tapetet. Jeg ville kun tage mig af en anden mors unger hvis jeg fik hendes accept.
Jeg ved det, for også jeg har prøvet at være forelsket i nogle dejlige børns far, længe før jeg selv blev mor. Jeg bakkede ud, så snart eksen ringede og græd fordi hun havde hørt om mig. Dengang var jeg selvfølgeligt også i tyverne, ombejlet og havde mange muligheder trods forelskelsen som var stormende. Så igen jeg kan ikke generalisere. Men jeg har altid haft så stor respekt for forældreskabet, at jeg ikke ville blive ved nogle børn imod deres mors vilje. Jeg forstår det simpelthen ikke.
P.s. I mit tidligere indlæg her skrev jeg at hun var “forræderen”. Min stavekontrol foreslog dette, da jeg prøvede at skrive “forelsket”. Jeg slår den stavekontrol fra nu.
Kære Sara – igen, som jeg lige har skrevet under #54, så er din kommentar virkelig vigtig, så tak!
Fuck værdighed. Det handler om overlevelse. Hold ud!! Tro på alt det som du ved og mærker. Spark fra dig men tro på succes og smil. Tro på dig selv!
Jeg tror på dig.
Nu er ikke altid – tro på det.
Her kommer krammet:
Tak Zenia!! Fuck værdighed!! :) Den er ret god, hvis man kan overbevise sig selv om den nu og da….