# 81

Jeg tror nok, at det går godt. Det går vist nok godt. Sådan ok.

Nemesis ånder mig selvfølgelig i nakken blot ved tanken om det. Godt. Det går godt. Men det gør det.

I søndags var det et år siden. At han fik mig til at sige, det til ham, som han ikke selv turde sige til mig. Jeg har lagt et helt år bag mig. Lagt det bag mig. Jeg er lidt lettere. Jeg har givet slip. Ikke på alt, bevars. Men for nu.

Nok er nok.

Jeg har brugt et år. Jeg har været igennem alt. Sommerferie. Efterår. Jul. Årstidsfester. Fødselsdage. Og nu er det tid til mig. Til mit liv. Til at skabe mig mit liv. Som jeg vil have det. Fra bunden.

Og det føles fantastisk. Frigørende. Let. Så meget at jeg i dag stoppede op og snakkede med hendes søn i børnehaven …

Jeg markerede årsdagen med at samle mine veninder lørdage aften i Ørstedsparken til slavedrinks og billige chips. Blandt andet for at fortælle dem, at jeg aldrig havde kunne gøre det uden dem. Det havde jeg ikke. Aldrig. De var så søde. Og havde gaver med. Lækkert undertøj, olie, notesbog til smukke tanker og bøger. Alle gaver blev glemt og forsvandt. Jeg forsøger ikke at ærger mig gul og grøn. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det kun er materielle ting. At det måske er et smukt symbol på, at jeg skal give slip og efterlade alt, hvad det år bød på, i fortiden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

11 svar til # 81

  1. Retro siger:

    Måske det kun tager ét.

  2. Retro siger:

    Der findes vist ingen facitliste for den slags.
    For et år siden lå jeg selv i fosterstilling – forladt af faderen til mine to børn, 3 uger inden vi skulle flytte ind i den nye kæmpe store lejlighed.
    Inderst inde vidste jeg godt at jeg kæmpede for et forhold der aldrig blev, investerede i og gjorde mig medafhængig af noget, der ikke virkede. Men jeg kunne ikke gå. Fra familien, fra idealet. Fra drømmen.
    Nu har jeg genfundet min store ungdomskærlighed. Pludselig stod han der og alt føles rigtigt. Sammen er vi alt det, jeg har længdes efter. Dybe, ærlige, nærværende og i vores relation er der ingen drama. For første gang i mit liv. Intet drama. Kun følelsen af, at det er helt rigtigt, på den der Marie Key måde.
    Han forlod sin kone og to børn, for at forfølge sin egen lykke. Fra at være den svigtede, er jeg selv inddirekte blivet medvirkende til en svigt. Hun er i knæ. Som jeg har været det.
    Pointen er; vi kan alle indtage de forskellige positioner, der findes ikke (rene) bødler og ofre, kun mennesker med følelser, mavefornemmelser og evnen til at begå fejl.

    Jeg ville ikke kunne være i den relation til den mand, jeg er sammen med nu, havde det ikke været for min nyfundne sårbarhed og min taknemmelighed. Dagligt øver jeg mig i at vælge relation fremfor præstation, væren fremfor handlen. Alt det, har jeg blandt andet lært af selv at blive forladt. På den hårde måde.

    Og der er kun gået ét år.

    Tak for en velskrevet og vedkommende blog. Jeg ønsker dig alt det bedste.

    • Kære Retro,
      tusind tak for din kommentar. Den gjorde mig bare så glad! Måske fordi det lyder til at du har været igennem meget af det samme, som mig. Og er et helt nyt sted nu. Det er meget dejligt og bekræftende at læse, tak!

    • Pigernes mor siger:

      Puha. Den gjorde til gengæld mig ked af det. Jeg er overbevist om at jeg aldrig vil blive den bøddel. Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Men jeg er desværre også romantiker.

  3. Pigernes mor siger:

    Wau. Hvor er det stort med den slags veninder tillykke med dem. Og dit ene år. Jeg håber også for dig at det kun bliver et.
    Uden mine veninder (og venner) var jeg godt nok heller ikke kommet igennem så langt jeg nu er.
    Tillykke!

    • tak! Det gode ved en skilsmisse(og der er jo faktisk utroligt nok nogle gode ting ved det) er blandt andet at man kommer meget tæt på sine venner igen. Det er ret skønt!
      Hvornår er dit første år gået?

  4. Line siger:

    Jeg har lige opdaget din blog. Og har læst med tårer i øjnene den sidste time. Jeg er ikke blevet skilt, men har været gennem en fødselsdepression. Så min smerte er en anden, men alligevel på mange måder den samme. Det hjælper mig at læse det du skriver. Som om smerten bliver en smule lettere at rumme når jeg kan låne et par af dine ord. Tak.

  5. jane siger:

    Jeg er på ingen måder i nærheden af din situation. Blot en simpel ung studerende. Alligevel kan jeg ikke lade være med at læse dine indlæg igennem. Jeg er først lige stødt på din blog. Her i morges, men har allerede læst de første mange mange indlæg. Er fanget. Du skriver virkelig godt. Kunne så meget se situationen fra børnehaven og ud for mig – med hende den nye kæreste, din eks og den søde, hjælpende forældre. Fik helt lyst til at pande hende en, selv om det selvfølgelig ikke er måden at gøre det på…. Jeg ville blot lige fortælle, at jeg virkelig nyder at læse med. Du skriver fantastisk!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s